Carl Ploug (1813–94)

Vel har ej nu vor Frihedssang

saa let en Flugt, saa frisk en Klang,

som da den første Junidag

vi hejsed Glædens Flag.

Vi trode, naar vi gav os selv

vor Lov, var Alting saare vel,

saa vilde Manna regne ned

foruden Slid og Sved.

Nu har vi lært, at Frihed kun

er en forlænget Arbejdsstund,

da Fædrelandet stiller Krav,

vi før ej vidste af;

vi véd, at først igjennem Strid,

ved taalsom Brug af Kraft og Tid,

ved daglig Storm paa Løgnens Lejr

kan Sandhed vinde Sejr.

Men lad end Skolen være haard,

kun gjennem den vi Maalet naa’r;

vi fra en kjælen Ynglingtrop

til Mænd skal voxe op:

et Folk, som tænker højt og stort,

og faar sin Fremtidsgjerning gjort;

som holder Skjoldet rent for Plet,

og øver Pligt og Ret.

Og derfor takke i hans Grav

vi Ham, som os vor Frihed gav,

og Ham, som med sin Krones Vægt

tog den i Varetægt.

At vogte paa dens dyre Skat,

saa Tyv ej stjæler den ved Nat,

ej Røver raner den ved Dag

— det bli’r vor Æressag.