Svar paa en Skaal
6. Juni 1877.
6. Juni 1877.
Hist under Asgers herlige Hvælv, det skjønneste Minde,
Nordens Vikingekraft har sat sig selv i sin Hjemstavn,
og hvis halvt forvanskede Træk nu Kunsten forynger, —
der, hvor Frithjofs Sanger engang paa „Skjaldenes Adam”
fæstede Hyldingens Krands og krystede ham i sit Favntag, —
der, I Brødre, paa selvsamme Vis idag mig har hædret,
skænket mig Flids og Kundskabs Symbol og Sangens Belønning.
Ak, om jeg havde fortjent den saa vel, som I have ment den,
og havde frembragt en eneste Sang, som ned gjennem Slægter
kunde bevare mit Navn og altid Hjerterne røre!
Derom Intet jeg veed; men Noget veed jeg tilfulde,
at mellem før og nu der gaber en uhyre Afstand,
os imellem og Dem, der skabte Aarhundredets Sangtid,
og hvis sidste Farvel har lydt fra Graven i Borgå.
Men af Blusel jeg rødmer dog ej; thi ud over Kløften
er der nu kastet en Bro af Sang og Tale og Gjerning.
Om end aldrig saa smaa vi ere i Snille og Daadskraft,
har vi arbejdet paa den, saa ere vi Slægt med de Store.
„Söndringens Tid är förbi” — sang dengang Eders Esajas;
men han anede kun i Hjertets drømmende Enfold,
ligesom Øehlenschläger, hvorhen samklingende Toner
snart maatte føre de Folk, som undrende, jublende lytted.
Vi, som kom efter dem, har skuet i fuldeste Daglys,
hvad der dæmrede kun for de store Aander i Norden;
vi har Skrankerne brudt, som Had og Tvedragt og Fordom
havde om Folkene rejst. — „Det Skilte bøjer sig sammen,”
ikke ved Magtsprog og ej ved halvt uvillig Beslutning,
men ifølge Naturlovens Kraft og Sindenes Samklang.
Bro er der bygt fra Heroer ej blot til os Epigoner,
som har taget i Arv og videre ført deres Anen;
Bro er der lagt fra Folk og til Folk, over Sunde og Fjelde.
Vel er den ikke saa stærk, at Staternes tunge Maskiner
rulle derover endnu; men den har baaret saa mange
enlige Vandringsmænd og jublende Ynglingeskarer.
Ingen dog bær den saa trygt som Lunds og Danmarks Studenter.
Derfor jeg føler det grant, og sige jeg vil hvad jeg føler:
Det er ej Sangeren blot, hans „Viser og Vers”, I vil hædre,
eller en „Fänrik Stål” fra den store politiske Slagmark;
men det er ogsaa den gamle Student fra hinsides Sundet.
Og med Krandsen, I nylig har sat paa min halvnøgne Isse,
krone tillige I vil Kammeraters trofaste Venskab.
Brødre, tag da min Tak, som jeg formaar den at tolke!
Men tillad mig at knytte dertil et brændende Ønske.
Gid det Blodets og Aandens Baand, som binder tilsammen
Søsterskolerne to i de gamle Søsterprovindser,
og som brydes ej kan eller skal, førend Nordstjernen slukkes —
gid det tyndes og slappes ej maa af ulmende Mistro,
aldrig slides i Trevl af Tidens rivende Strømning,
altid holde sig friskt og rent som Ungdommens Hjerter!
I Samfundenes Dyb end Lokes Afkom sig rører;
Fenris spiler sit Gab, og Midgaardsormen sig bugter;
vi ere satte til Vagt for Sandheds og Dannelsens Valhal,
og naar Ryg vi stemme mod Ryg, vor Styrke fordobles.
Komme da visselig skal en Vaar, da de frugtbare Sædkorn,
vi har samlet og gjemt i Vinternætternes Længde,
voxe og prange med Blomster og Frugt i Landenes Agre,
og da Folkene følge i Flok Højskolernes Ungdom!