Paa Fredericiaslagets 25de Aarsdag
6. Juli 1874.
6. Juli 1874.
1.
Hvor er nu hin Morgenrøde,
nær og dog saa fjern,
som bestraaled’ Fjendens øde
Lejr og faldne Værn?
Hvor er hine Bøgeblade,
dem, vi svunge sejersglade, —
som om hjem fra Nød og Fare
Danmarks Vaar vi bare?
Løst blev ej vor Skæbnes Gaade
i den haarde Leg;
Haabets rige Sæd, vi saa’de,
gusten staar og bleg;
Maalet, som vi tro’de rækket,
er igjen af Taage dækket:
Sønderjyllands Sønner trælle
under fremmed Vælde.
Men vi brød dog ej forgjæves
frem i Nattens Skød:
vi har kæmpet, som det kræves
af et Folk i Nød;
hævdet Nordens gamle Ære
og dets Ret til selv at være;
lagt til Danmarks Skat af Minder
et, som aldrig svinder.
Og de Brødre tro, som segned
foran Fjendens Vold,
deres Navne Saga tegned
paa sit gyldne Skjold;
dem skal hele Folket takke,
mens det løfter frit sin Nakke,
Slægt og Venner alle Steder
regne sig til Hæder.
Sov da sødt i Gravens Gjemme,
I, som forud gik!
Savnet bæver i vor Stemme,
perler i vort Blik;
mens vor Læbe stammer Bønnen:
Gode Gud, Du skjænke Lønnen
dem, som villigen har givet
Fædrelandet Livet!
2.
Fra Mindets stille Haller
en Spaadomsrøst der gaar,
som vækker, og som kalder
paa alle Dem, den naa’r;
som Trøst i Sorgen bringer
og styrker ængstet Sind,
saa Tanken kjæk sig svinger
mod Idealets Tind.
Derfor fra Gravens Tue
vi gaa med løftet Bryn;
thi over den vi skue
et herligt Fremtidssyn:
En frejdig Sønneskare,
som træder Fædres Spor,
og vil og kan forsvare
hver Tomme af vor Jord!
Et Folk med Tanker høje
og Viljerne i Brand!
Det fælles Maal for Øje
hos Kvinde som hos Mand!
Alt Egenkrav bortvejret
af Fædrelandets Sag!
En Aand som den, der sejred
i Sjette Julis Slag!