For Norden
19. Februar 1876.
19. Februar 1876.
Blinker ej Solen paa Højfjeldets Toppe,
medens Taagen ruger paa Dalenes Bund?
Breder ej Blikket sig vidtom deroppe?
Ruller ej Luftbølgen let der og sund?
Trykke vi Smaafolk os hvert i sit Skur,
stænge for Døren og Vindøjet klistre,
kvæler Tørverøgen vor ædle Natur,
og vi bli’r rene Filistre.
Nej, vi maa ud af vor svampede Hytte,
ud at gjæste Brødrenes venlige Tjeld,
Tanker og Toner og Følelser at bytte,
bringende Gaver og sættende Gjæld.
Og vi maa op paa en højere Tind,
hvorfra en Stump dog af Verden vi øjne,
og hvor en friskere, rensende Vind
adsplitter Hovmodets Løgne.
Og vi maa ud for at løfte tilsammen
Fædrenes Arv, og dog hver eje Sit;
være ens om Æren, men ene om Skammen,
følges med hinanden, men røre os frit;
mødes til Arbejd fra Gry og til Kveld,
mødes til Kampen, naar Lurerne kalde,
værge vor Ret til at være os selv,
eller og jevnsides falde.
Lad saa kun Stormen gaa hen over Norden,
rystende det Muldne og Møre i Kvag!
Lad kun vore Muldvarpe rode i Jorden,
Faarekyllingkløgten præke Fejghedens Sag!
Vi ville huske, at vi ere Tre,
lige i Ret og i Pligt og i Ære,
fælles om Ansvaret — da skal vi se,
hvem der vil Vold paa os bære!