1.
Det var i Nattens mørke Time
De Kæmper herfra drog ud;
Men høit paa Himmelen Solen stod,
Da kom de med Seiersbud.
Det donned over Strand, det lysned over Land, og aldrig det glemmes.
Dengang de løfted det tunge Værge,
Var Danmarks Skæbne saa strid;
Dengang de svunge den Bøgegren,
Det feired Skærsommer blid.
Det donned over Strand o. s. v.
Hvordan de kæmped, hvordan de seired,
Og Hvo der i Striden faldt,
Hver mandig Gjerning, hvert Offer skjønt,
— Det er nu en Saga Alt.
Det donned o. s. v.
Den Saga bærer saa godt et Vidne
Om Hjertet i menig Mand;
Thi han beviste hin Julinat,
Hvor høit han elsked sit Land,
Det donned o. s. v.
Det var ikke Andres Bud og Bønner,
Der drev ham i Slaget frem;
Det var ham selv, der søgte sit Maal
Og hentede Seiren hjem.
Det donned o. s. v.
Det var ham selv, som vilde hævne
Al Danmarks Smerte og Nød,
Ham selv, der feiede Marken ren
Og trodsede Saar og Død.
Det donned over Strand, det lysned over Land, og aldrig det glemmes.
Men Folket, for hvem han stred og blødte,
Det skænker ham nu hans Løn;
Det reiser som Seiersmonument
Et Billede af sin Søn.
Det melder over Strand, det sjunger over Land hans Hæder og Ære.
2
See — her skal han nu staae,
Mens Tiderne forgaae,
Saalænge danske Hjerter
For Danmarks Ære slaae;
Just som han stod og gik,
I al sin Dragt og Skik,
Med Alvor i sin Mine
Og med Glæden i sit Blik;
Saa mandig i sit Legem, som barnlig i sin Sjæl,
Med Løvet over Hoved og Byttet under Hæl,
En Seierherre stolt — den tappre Landsoldat!
Hurra, Hurra, Hurra!
Og som han her staaer skabt
I Skjønhed og i Kraft.
I Ungdom, der ei ældes,
I Liv, der ei gaaer tabt,
Den Stamme sund og prud,
Af hvilken han sprang ud,
Skal trives og skal skyde
Mange tusind nye Skud.
Af hver en Dreng, som stammer vort Sprog paa Moderskød,
Af hver en Knøs, som lærer at stræbe for sit Brød,
Der voxer op engang en tapper Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra!
Og det er Danmarks Trøst,
Naar bange gaaer dets Bryst,
Fordi en Fare drager
Sig sammen om dets Kyst,
At har det Sønner faa,
Saa kan det stole paa,
At hver og een har Villie
Til for Moderen at slaae.
Er Dronning Thyras Gjerde i Grus end sunket hen,
Af blanke Bajonetter det reises kan igjen:
Vort Dannevirke er — den tappre Landsoldat.
Hurra, Hurra, Hurra!