Du kjender al min Svaghed og min Styrke,
Hvor langt jeg rækker, og hvor brat jeg glipper,
Hvor fast jeg holder, og hvor let jeg slipper,
Hvor der er lyst i mig, hvor der er Mørke.
Du veed, min Sjæl blev dannet af Naturen
Kun som en Husmandsplads blandt Norges Klipper:
Hist groer lidt Græs, her bølge korte Vipper,
Hist fosser Bækken frem, her stivner Uren.
Du kan mig udenad ret som en Lexe,
Hvert enkelt Træk, hver Linie skarp og lige,
Saavelsom de concave og convexe.
Hvis noget Nyt endnu jeg kan Dig sige,
Saa maa det komme af, at Du kan hexe
Ny Klang i mine Toners gamle Stige.