Staaer jeg ved et Fossefald,
Lig et Brudeslør hængt paa Hardangerfjelds Skulder,
Eller dybt i Faluns Hal,
Hvor Metalklumper Kobolten ruller:
Seer jeg Hekla i sin Glands
Slikke Himmelens Sky med sin blodrøde Tunge,
Eller Vesterhavets Dands,
Naar til Høstgilde Stormene sjunge;
— Da skygger Alvor paa min Sjæl,
Ringe da føler jeg mit Selv;
I Naturens Storhed tabt,
Jeg beundrer dens vældige Kraft.
Men naar jeg ved Sundets Bred
I den dæmrende Skov med min Elskede vanker,
Medens Aftnens dybe Fred
Ei forstyrrer de drømmende Tanker,
Og naar hendes Lokker rigt
Vælde ned om min Axel, hvortil hun sig hælder,
Mens sit Hjertes Heltedigt
Hun i bævende Kys mig fortæller;
— Da mærker jeg, Naturens Magt
Er i Menneskets Bryst nedlagt,
Og i Qvinden, jeg har kjær,
Er al Skabningens Krone mig nær.
Seer jeg Elementers Kamp
Overmandet at trælle for Vinding og Nytte,
Og en Hatfuld sydet Damp
Tidens Maal, Rummets Afstande flytte;
Kan lidt Æther for min Mund
Puste Livslyset ud og igjen la’e det skinne,
Og kan Videnskaben Grund
I Kartoflernes Cholera finde;
— Da jeg takker hver Den, hvis Aand
Lagde Naturens Kraft i Baand,
Ta’er ærbødig af min Hat,
Naar man nævner mig Jackson og Watt.
Men naar ved et Glædeslag
Druens duftende Blod i Pokalerne rinder,
Og i lange, fulde Drag
Bag min tørstende Læbe forsvinder,
— O, da skeer et Underværk:
Livet taber sit Tryk, og dets Smerte sin Drøide;
Som en Guddom stolt og stærk,
Svæver jeg paa Tilværelsens Høide;
Da priser jeg den „heders man“,
Som, da Jorden var ødt af Vand,
Ranken plantede paany
Og en Doctorhat vandt sig — af Bly.
Hører da min Theori:
Man skal agte det Skjønne saa høit som det Sande,
Og med Livets Poesi
Dets dybsindigste Idrætter blande;
At forstaae Naturen ret,
Det vil sige: at skjønne paa Alt, hvad den yder;
Han begriber den kun slet,
Som dens lifligste Gaver forskyder;
Hver, som Naturen elsker tro,
Føler, at han maa elske To,
Og sit Glas at tømme veed.
— Nu saa kom da og gjør mig Besked!