Ved et Studenterjubilæum
24. Oktober 1879.
24. Oktober 1879.
Vel mødt! Studenter askegraa,
med furet Kind og rustne Stemmer,
hvis Hjerter dog af Ungdom slaa,
hvis Aand paa alt sit Eje gjemmer!
Løft Eders Hoved frit og kjækt
trods Tidens Tryk og Aldrens Vægt!
Vi er endnu en livsfrisk Slægt,
som Glædens fulde Skaal kan tømme.
Et halvt Aarhundred rulled hen,
og rigt paa Vexel har det været;
men ingen Tid var skjøn som den,
da Alma Mater’s Bryst os næred;
da lige let var Sind og Fod,
da intet Savn nedslog vort Mod,
men hele Verden aaben stod
for Fantasiens Kongerejser.
Og i det lange Perspektiv,
som andre Maal og Sysler danne,
der træder frem vort Ungdomsliv
med klare Træk og gyldne Pande:
dets Ensomhed højt under Tag,
dets tause Arbejds drøje Dag,
dets korte Nat i Broderlag,
hvor Sang og Skjemt om Højden kæmped.
Og hvem der stundom løser op
for sin Erindrings gule Pakker,
af Navne finder der en Trop,
som i sit stille Sind han takker
for mangen rig, fortrolig Stund,
for mangen Strid med Grund mod Grund,
for Trofasthed med Haand og Mund
og ligestemte Hjertestrenge.
Saa vorde da Pokalen tømt
for Mindet om vor Ungdoms Dage,
for hvad vi levet har og drømt,
for hvad vi har deraf tilbage;
for Dem, der alt har sagt Farvel;
for Dem, der lystred ej Appel;
for Os, som flot i denne Kveld
et halvt Aarhundred springe over!