Siig, kjender Du det syge Barn, der vil, det veed ei hvad,
Der brister pludseligt i Graad og atter smiler glad,
Der griber graadigt efter Alt og kaster hvad det faaer,
Der higer bort fra Arm til Arm og ingen Hvile naaer?
Siig, kjender Du det vilde Dyr, der raser i sit Bur
Og selv sin Pande slaaer tilblods imod den haarde Mur,
Der bider i det seige Jern med Fraade om sin Mund,
Men for et Blik sig lægger ned, saa lydigt som en Hund?
Siig, kjender Du den Tankegang, der dreier sig omkring
Den samme Gjenstand Dag og Nat i stedse mindre Ring,
Der surrer som en dristig Myg om Lyset, der blev tændt,
Og styrter endelig til Jord beskæmmet og forbrændt?
Siig, kjender Du det Hjerteslag, saa stormende og kjækt,
Der skyller hver en Skranke bort og løfter hver en Vægt,
Der stiger som et oprørt Hav og skjuler Himlens Lys,
Og glattes som en frossen Flod i Dødens Kuldegys?
Nei, Gudskelov Din unge Sjæl har ikke maalt endnu
Den Dybde, Lidenskaben har af Salighed og Gru.
Du drømmer som en Blomsterknop i Morgensolens Skin;
Jeg kæmper som et tumlet Skib med Stormen i mit Sind.