Carl Ploug (1813–94)

Der var en Tid, da Kongeslottet speiled

I Søens Flade sine Fløies Pragt;

Da i dets Sale trængtes Alt, som beiled

Til Gunst og Naade, Herlighed og Magt;

Da Marmorguder stod i Havens Gange

For lønligt Raad og Elskovs Møde Vagt;

Da Hjorten flygted gjennem Skoven bange,

Saatidt „det høie Herskab” drog paa Jagt.

Det var en ussel Tid. — Et Folk af Trælle

Sled Livet hen i Selvforagt og Nød;

Det voved under Svøben knap at sprælle,

Den Aand, der skulde vækket det, var død.

Vel steg der dybe Suk fra Bondens Hytte,

Og ædle Hjerter vaandedes derved;

Men Egennytten klamred fast sit Bytte,

Og stærblind Fordom saae ei, hvad han led.

Den Tid forsvandt. — Det stolte Slot er borte,

Adspredt og slukt al Glandsen, det har gjemt,

Og Nøden endt, der tigged ved dets Porte,

Og Klagen, som det lytted paa, forglemt;

Thi Ødemarker blev til Agre rige,

Og Qvæget leires, hvor kun Hjorten løb;

Hvor Hytter raved, stolte Gaarde stige,

Og frie Mænd staae der, hvor Trælle krøb.

Men deres Minde, som i Tidens Mørke

Med Tankens Blik saae Sandheds Morgenglød,

Og som med Hjertets Ild og Villiens Styrke

Den danske Bondes tunge Lænker brød, —

Det skal af Slægter efter Slægter æres

Og føde mandig Virken for vort Land,

Og Danmark gjennem Nød og Farer bæres

Skal af sin stærke, frie Bondestand.