Carl Ploug (1813–94)

Hvem har redt, som Du, med Snillets Øje

Traad fra Traad i Tankens Klædebon,

og de Love læst, der sammenføje

Sprogets Led og røbe Stammens Aand?

Hvem har fra den store Oldtids Rester

fejet mere Støv og Skimmel væk?

Hvem har mellem Videnskabens Præster

sikrere bestemt de sande Træk?

Munkens plumpe Fejlskrift har Du rettet

med din rige Kundskabs Magt og Ret;

mangen kritisk Gaade har Du gjættet,

hvorpaa Andres Evne sled sig træt.

Og mens Du de sprukne Texter bøded,

gled det slukte Liv forbi dit Syn:

Salamis i Sejerssolen gløded,

og fra Rostra knittred Talens Lyn.

Derfor videre end Vikingsnekken

ud fra Norden sig dit Rygte svang;

hvorsomhelst man fylker Lærdoms-Rækken,

raner Ingen Dig din Fyrste-Rang.

Men ikkun din Ros ej Danmark rummer,

for dit Hjerte var det altid Alt;

lige tro dets Sag i Held og Kummer,

har Du aldrig svigtet, naar det gjaldt.

Ældet er du selv, men ej din Ære:

Grunden, som din stærke Haand har lagt,

den kan mange Slægters Arbejd bære,

viger aldrig under Tidens Magt.

Og naar blandt de Unge Du ta’r Sæde,

lyser om Dig Idealets Skær:

Alle ønske i dit Spor at træde,

Ingen haabe tør at naa Dig nær.