Dronning Filippa
1870.
1870.
Hvor yndig hun var, hvor fin og hvor spæd,
hvor ydmyg af Sind og tugtig i Sæd,
hvor rig uden Dronningesmykke,
hvor lavt hendes Skjønheds Værd blev sat,
hvor tankeløst spildt hendes Ømheds Skat,
hvor fattig den var, hendes Lykke; —
Hvor ensom hun sad udi Kongens Slot
med Sjælens Renhed til Værn mod Spot,
mens Friller Højsædet pletted;
hvor taalsomt hun led, hvor mild og klog
til Naade den angrende Pjalt hun tog
og Synderens Byrde ham letted; —
Det malte en Sanger, liflig som faa,
„Ung Folmer” har lært os at skjønne paa
den blide, vemodige Kvinde;
men Gamle Christierns enfoldige Bog,
den gjemmer om Danmarks Dronning dog
endnu et skjønnere Minde.
Den lybske Hanse — saa huld og tro
en Nabo, som den, der hager sin Klo
i Danmarks flængede Side —
mod Sjælland vender sin Flaades Stevn
for der at tage for Straffen Hevn,
som Femerns Trods maatte lide.
Og vis paa sin Sejer er han alt;
thi Skibenes Bug er fyldt med Salt
og Dækket med tomme Tønder;
foruden at mætte sit Nid og sit Had,
vil Kræmmeren toppe sit Saltmadsfad
for Intet hos Sjællands Bønder.
Men først skal den unge Kjøbmandshavn
som Absalon Hvide gav Skærm og Navn
dog plyndres og jevnes med Jorden.
Det anes forud, at den er bestemt
engang, naar Lybæks Storhed er glemt,
til Havets Dronning i Norden.
Og foran Toget gaar Rædsel og Ry:
Forvirret summer den ængstede By
med Næbet Borgerne hænge;
thi Kongen er krøben i Skjul i Soer,
han heller vil synge i Munke-Kor
end med sine Frænder sig mænge.
Da træder i Mændenes Klynge ind
den unge Dronning med blussende Kind
og Lyn i de straalende Øjne.
Hun taler dem til; hendes milde Røst
i visnede Hjerter saa’r Haab og Trøst;
af Stakler Helte sig højne.
Hun minder om Fædrenes høje Sind,
om Daad, der fører til Ærens Tind,
om Pligt mod Folk og mod Rige;
og frejdig lover hun dem, at Gud
vil fri’ dem Alle af Faren ud
naar ej de sig selv vil svige.
Da aande de op, da haste de hjem,
at lede de rustede Vaaben frem;
og Ingen sin Krop vil spare.
Saa flokkes de atter ved Kallebodstrand
og sætte hvert Taarn og Bolværk istand
mens Andre gjør Skuderne klare.
Men Dronningen svøber sit Hoved i Slør,
og fulgt af en eneste blandt sine Mø’r
og lægger sit Knæ paa Gulvets Sten,
hvor Himmeldronningen, høj og ren,
fra Alterets Baggrund smiler.
Til Hende og Hendes enbaarne Søn
hun beder en stille, inderlig Bøn
om Sejr i Kampen, som stunder,
og rejser sig atter, rolig og klar;
den Frygt og Tvivl, hendes Hjerte bar,
er svunden ved Bønnens Under.
Men hvor der i raadvild Bæven og Angst
fornys har ligget en sikker Fangst,
staar nu et trodsende Fæste;
hver Skude er taklet og halet ud,
og Karrebøsserne vente med Skud
og Hilsen til ubudne Gjæste.
Er Tydskerne sejersstolte og kry,
nu Borgerne i den truede By
er fuldt saa kaade og kjække;
de sende en Ko med Bagen frem
mod Fjenderne ud, og bede dem
et Haar af Halen at trække.
Da syder af Harm det vendiske Blod;
de styre de danske Snekker imod,
og rasende Kampen begynder.
At gal var Regningen, mærked de snart;
for dennesinde kunde de spart
med Saltet de tomme Tønder.
Da hørte Staden for første Gang
fra Sundets Vove Kartovers Sang,
og øjnede Glimtet og Dampen;
men ej den lod sig skræmme deraf;
et Ord i Laget dens Skandser gav,
som letted og skynded Kampen.
Og før hin Onsdag i Paasken randt,
den herligste Sejr de Danske vandt,
og borte var Lybeks Flaade.
Hvad ej var taget, var sænket og brændt;
ikkun de bagerste Skuder fik vendt
itide og Hjemmet naa’de.
Da Slaget var vundet, Dronningen red
med sine Sinder til Havnen ned
de trætte Kæmper at bie;
de Hungrende Mad og Øl hun gav;
de Saarede tog hun sig kjærligt af.
og lindred dem Smerte og Svie.
Og næste Dag hun havde tilredt
en Fest, hvortil ej Mage er set
i Slottets tjeldede Sale.
Did kaldte hun Alle, som mandeligt
til Lands eller Vands havde gjort deres Pligt;
om Rang eller Byrd var ej Tale.
Der sad den unge Dronning for Bord,
og takked med jevne, venlige Ord
de trofaste danske Svende.
Og højt i Taget da Glæden stod;
thi Alle svor de, at Manddom og Mod
de først havde lært af hende.
Nu reder til Fest en vendisk By;
det tykkes dem stort og skjønt at forny
en henvejret Storheds Drømme:
at syv og syvti Stæder engang
ved Oprør og Svig Kong Volmer tvang
fra Land og Rige at rømme.
hvis brustne Tinder end vidne klart,
hvor tungt hans Sværd kunde ramme;
som om de ej vidste den Kvindes Navn,
der Hansernes Tog til Kjøbenhavn
saa ynkeligt gjorde tilskamme,
Men hold I kun Fest og syng og dands,
og sol Eders Hovmod i borget Glands
af Minder og Fremtids-Prospekter!
Det lille Folk ved Sund og ved Belt,
som I har voldført og truet og skældt,
Jer Hylding og Følge negter.
Og hvis, før Lykken vender sig om,
endnu engang til Sjælland I kom
med Salt og med tomme Tønder,
saa vàr Jer, thi Hovmod staar for Fald;
engang for vist dog bøde I skal
for ti Aarhundreders Synder.
Maaske en Kvinde, der føler sig Mand,
da sætter de danske Hjerter i Brand
ved Guds almægtige Naade!
Maaske en ny Filippa staar frem,
og sender Jer skæmmede Stumper hjem
af Eders braskende Flaade.