Kalliope
→
Digtere
→
Helge Rode
→
Førstelinjer
Helge Rode
(1870–1937)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Ah, det er Morgen!
Ak, Fuglebakkens Blomsterpragt
Ak gavmildt var det Æbletræ
Ak gode Mester Hokusai
Ak, jeg drømte sødt om Eng og Skove
Ak, Kløveren ejer en Honningmund
Ak Smerte, som vælder af Aftenen frem
Ak vor Lykke bort er svunden
Ak vor Ungdoms Melodier!
Asta er du kommen fra Glemselens Land
B
Bare Hav, Himmel og Sten!
Beklag ej disse Stunder
Blomsterne er vore bedste Venner
Bort er alle Skyer fløjne
Bøjet er dit Hoved af tunge Tanker
Bølgen bar noget mod Strandens Bred
D
Da Kongen første Gang indbød til Fest
Da sagde Gud: Det vorde Lys
Da Svendsen skrev om Mosegaard: „Han er en ærlig Mand".
Da Vaaren naaed den store Park
Dagen havde vist Lys og Sang
Dagen spandt ud sin lange Traad
Dagene gnistred og Kvældene skælved
De faldt paa deres Ansigt
De hvide Baade skinner, lig en Sommerfuglestimlen
De kender Fablen om Fanden
De kommer og gaar, de kommer og gaar
De reneste Strenge
De slanke Træers smidigt blanke Arme
Den, der har Dødens Tanke
Den Gang Døden var i Vente
Den Gang min lille Rod blev rykket op
Den Gang Ørnen var flyveklar
Den glade Enke dansede
Den hele Dag var blandet nok
Den højeste Sandhed maa evigt sejre
Den lyse Nat gaar frem paany
Den Pige Skræd’ren elsked
Den store Bog fortæller, at de Vise
Den store, grønne Slette
Den Vin vi løfter dig imod
Den vise Gamle talte saa
Den vaade Vind
Dens Blaa har en Rigdom, som det dybe Natteblaaes
Der er ej saa stor en Lykke
Der er ingenting i Verden Saa stille som Sne
Der er noget smukt et Sted i mit Sind
Der var en Gang et Eventyr
Der var engang en Konge, vi ved, hvad han led
Det blide Foraar aanded mig imøde
Det er endnu engang April
Det er et gammelt Kvæde
Det er sært at lægge paa Pulsen sin Finger
Det Menneske, som finder nogle Perler paa Stranden
Det maa jo være Spøg og Leg
Det maa nu være særlig fint
Det nye Foraar, det kom til mit Sind
Det nysudsprungne Træ tog imod mig, da jeg kom
Det suser trist
Det var en Dag saa let og lys
Det var en Nat i Maaneskin
Det var hans Kald at spørge, ej at svare
Din Fryd, som kunde bølge
Din lille fine Haand i min
Dine stakkels magre Hænder
Drages du, Jord?
Du gav os de Blomster, som lyste imod os
Du hvis Kys er blødere end Kvindernes Mund
Du lyse Dag!
Du raaded at danne en Ramme
Dybt under visne Blomster gemt
E
Ej er Din Farve frisk som før
Eja for Solen
Elskede, som bærer Naturens Tornekrone
En Dag, da du sad ved dit Skrivebord
En Digter spiller ikke kun paa Harpe
En Prik i Moders Liv blev stor
En uopfindsom Kok staar for vort Bord
En uoplukket Kuffert fuld af Smerte
Ensom paa sit Leje
Et Haandtryk og Kys, som er uden Svig
Et Pust af Mildhed. Alt er godt igen!
Et Raab, som steg fra mit Hjertes Grund
Et Vildnis fuldt af Roser
F
Forund mig Gud at glemme
Fryd maa forstumme, Skønhed maa blegne
Føle sit Sind som en frugtbar Eng
G
Goddag igen til Træerne!
Godmorgen, Børn, gaa frejdigt frem
Gule og hvide Baade
H
Han kom med Fart, som en Mørserkugle
Har du seet Sydens Stjerner —
Her er saa uhyggeligt stille iaften
Hvad er det sorte?
Hvis hun har raabt paa Ryet
Hvis Inderen har Ret i hvad han siger
Hvor er det unge Ansigt klart
Hvor er mit Haab og min friske Tro
Hvor faar vi mange Venner blandt de Døde
Hvor rinder Elven roligt
Hvor var din Stue fin Mor
Hvorfor maa vi ikke drømme
Højt fra Himlen et Væld af Guld
I
I Aftensolens milde Skær
I Beværtningens Have stod de gamle Lindetrær
I Ensomheden
I har mig saa dorske Øjne
I Jaget for Gunst og for Gave
I min Barndoms dybe Have
I mine Drømmes
I Venezia laves et kosteligt Glas
I vest staar Himlen rosenrød
Idag staar Solen helt højt i Syd
Ikke længer drømmer
Imellem nøgne Vægge
Imod de blege Klitters
Ingen anden var saa stille
Ingen kender mig — ikke jeg selv
Italien du tog dig til dit Hjerte
J
Ja, var jeg Maler, saa vilde jeg male
Jeg — forunderlige Ord
Jeg bygger et Alter for den ukendte Gud
Jeg ejer vel Marker med Tidsler
Jeg elsker Skrænterne ned mod Fjorden
Jeg er Ariel, Luftens Aand
Jeg er fjernt fra Livets Lande
Jeg er idag en Smule ekstra glad
Jeg er Tiden. Jeg opsluger
Jeg forsked længe, jeg gransked nøje
Jeg gaar helt uden Frygt min Vej
Jeg har danset over Skyer
Jeg har seet noget Nyt denne Aften i Skelskør
Jeg har siddet ved et rislende Springvand ikveld
Jeg kender et Spørgsmaal, der Fryd mig gav
Jeg kommer fra Ligfærd
Jeg læser i en herlig Bog
Jeg læser langsomt, mens jeg gaar
Jeg, Menneske — jeg ejer vel min Lykke
Jeg stirrer ud af mit Vindu
Jeg staar som en hvid Søjle
Jeg saa, Du var lidt trist, imens Du sang
Jeg titter gennem Døren ind i Salen
Jeg vandrer omkring
Jeg ved ikke hvor
Jeg vaagned inat af den sødeste Blund
Jeg aabned en Dag to forundrede Øjne
Jeg aabner mit friske Øje blidt
K
Kys mig September
Kære — Hør! Du maa vaagne!
L
Langsomt ruller Bølgerne
Lidt Varme til de Gamle
Liljekonval med de hvide Kar
Livets Storm og Støj forstummet!
Luk nu Dine Øjenlaag
Læg Din ene Haand til mit Hjerte
Lærken højt imod Sky sig svang
M
Man siger jo, at det er svært at dø
Man siger nu, at Mordersken
Med et opstaar der en Larm i Skoven
Mig kaldte Skoven. Jeg gik derind
Min Pige er saa lys som Rav
Min Sorg er frugtbar Regn, der blød
Mo’r, Mo’r! Kan du høre de klagende Støn?
Mod og Vilje har du hærdet
Maanen i sin klare, hvide
N
Nat, Nat, Midienat!
Natten er hvid. Aa, Natten er hvid
Natten var baade tung og haard
Nej hvad er det dog for en Sang, jeg nynner
Nej se dog Himmelhvælvets skyfri Pande
Nu er jeg ældre end min Fader var
Nu gyder Høsten sit gyldne Blod
Nu hilser Norge sin unge Helt
Nu kommer Natten med Stjerners Skin
Nu ligger den øde, den hvide Strand
Nu ringer alle Klokker i Firenze
Nu støjer de atter og krænker de Love
Nu tænker vi alle som Bonden
Nynnet ind i Elvesuset
Naar Du først tilgavns kan svømme
Naar Sol bruser op bag det dybblaa Hav
Naar Solen stiger ved Morgengry
O
O Dejlighed! O se dog dette Under
O Ungdomskilder sprungne frem af mit eget Sind
Og Drengen ligger i Moders Skød
Og du er en Verden — kun engang skabt
Og se, hun kom imod ham
Oh, lad min mørke Jubels Pragt
Oh, Menneske, hvis Du vil svømme
Om Dagen lyser Støvet
Over Bjergets hvide Rande
Over mig er Himlen med Stjerneglimt
P
Paa dit Held og til din Ære
R
Rejs eder, bøj eders Hoved og ti!
Roligt stander de store Trær
S
Sandhed og Skønhed
Se denne Kæmpe og frygt, thi hans vældige Kræfter
Se et æventyrligt Følge
Se Foraarets Tid oprinder
Se Havet ruller sine tunge Masser
Sin Jordlod ejer han Fod for Fod
Skal Aand en Gang med sprængte Baand
Skærsommerens Nat er urolig
Solen runder nu sin Højtidskurve
Som en Blomst, der med ét folder ud sin Krans
Som en rejselysten Flaade
Som smaabitte sorte Toppe
Spil op, Musikanter!
Stille staar jeg i Solens Skin
Syg af sin egen og Alverdens Kummer!
Søndret Folk er vokset sammen
Søster siger Sydens Sommer
Saa bittert var mit Hjerte
Saa mangt kan synes lyst og let
Saa meget Legem, som jeg har
Saa skær en Jomfru sad i Løn
Saadan en vaagnende lille Verden
T
Tidselhøsten tegner godt
Til dem af Eder, der leder og lider
Tre Magter var i Mandens Sind
Tro ikke, jeg hører til dem
V
Ved Festen fik en Moder Bud
Ved Kveld var Sjælen sygnende og vild af sine Saar
Verden! Lad nu min Aske i Ro
Vi gik og drev langs med Bækken
Vi gik til Vandet ad Stiens Grus
Vi sidder ved Bordet
Vor Sol er sunket bag Skoven ned
Vor Ven, som dyrker Tvivlen