I har mig saa dorske Øjne,
I har mig saa tomme Blikke.
Ser I da ikke Jer Lykke?
Aanej I ser den nok ikke.
I kunde dog juble og lide
og ane med skælvende Blikke.
I vil ikke løfte Skatten?
I lader den urørt ligge?
«Vi hører til Dyrene dorske,
snart raadner i Jorden vi sænket.
Hvad Lykke ejer vel Livet,
der ukaldet blev os skænket.»
I hører til Dyrene dorske,
— I vil jo til Dyrene høre!
Mennesker, Mennesker er vi,
det stolteste Liv skal vi føre.
Den Verden af Fryd og Smerte
i Sjælens Dybder fortøjet,
den skal paany vi skabe,
det giver os Glans i Øjet.
Aa, stundom jeg lider af Lykke,
som Sol kan i Øjnene skære.
Ja stundom jeg lider af Lykke
og magter den ikke at bære.
Det er mig, som skulde jeg briste
og sprænge min Tankes Ramme.
Det er mig, som vilde jeg flyve,
og al min Sjæl er en Flamme.
Det er mig, som vilde jeg flyve
ud af mit Legemes Ramme.
— I har mig saa dorske Øjne!
I er mig saa trætte og tamme!
Aa det er Højtid at leve,
og Lidelsen kan dig henrykke.
Skælv for din Vidunder-Verden.
Skælv for dig selv og din Lykke.