Jeg kender et Spørgsmaal, der Fryd mig gav,
Fryd som jeg aldrig aned,
det aabned for Sjælens Længsler og Krav,
og videste Veje det baned.
Jeg kender et Spørgsmaal, der skabte min Lykke;
det er paa min Pande et lysende Smykke.
Det springer som Kildevæld bag min Barm,
sælsomme Længsler fødes.
Det farver mig Kinden af Glæde varm,
i Vellyst min Hjerne glødes.
Det skaber den Undren, der flyver og synger.
Hver Dag det beriger, hver Dag det forynger.
Maaske kan det tænde en Hjerne i Brand,
skænke en Broder Lykke.
Maaske kan det hæve et Mismods Ban,
maaske kan det stolt henrykke.
Og dog er det simpelt, og alle det kender,
men naaer det til Bunden, en Flamme det tænder.
Du spørge dig selv en Dag, du er led,
Taage din Tanke skjuler,
Du spørge dig selv, saa det klinger ned
i Sjælens Krypter og Huler.
Hvem er du — du fremmede gaadefulde?
Hvem er du — du underlig længselsfulde?