Ensom paa sit Leje
lider Hertugen,
vrider han sig.
Ensom pines han
af sorte kvalme Tanker.
De tynger hans Bryst
og hans Hjerte
som en tung sort Sky.
De borer sig ind
i hans Øjne.
Aa, hvad vil I mig,
hvad vil I mig I sorte, sorte Tanker?
Hvad vil du mig du sorte, sorte Nat
fuld af Rædsel og grusomme Klør.
Gennem mine stakkels Øjne
borer du dig Vej til min Hjerne
og suger den ud.
Aa giv mig Vellyst!
Vellyst svidende vild,
der med skarpe Svøber
kan pidske ud de sorte Tanker.
Ak jeg er træt af matte Flammer,
af Vellysts tamme Ild,
af Kvinders flove Skød.
Aa Satanas! Satanas!
Helvedes Lyst
skal risle gennem mit Legeme
som kogende Blod,
som smeltet Guld.
Aa Satanas! Satanas!
Først vil jeg lade hende binde mine Hænder
paa Ryggen.
Binde mine Hænder med Baand,
der langsomt rødmer,
og bliver fede
af mit eget Blod.
Saa mine Fødder!
Saa skal hun tøjre mig
fast til en Pæl.
Fast, fast saa jeg ikke
kan røre et Lem.
Saa skal hun komme
med langsomme Skridt,
Jeg skal høre hendes Fødder,
hendes nøgne Fødder,
skride gennem den store Sal
langt borte.
Og langsomt skal hun gaa forbi
og spytte mig i mit Ansigt.
Jaja:
Hun skal spytte mig i mit Ansigt
og gaa.
Men atter skal hun komme,
og hun skal slaa mig,
slaa mig i mit Ansigt
og gaa.
Den tredje Gang hun kommer,
skal hun pidske mig
med Svøber,
og løse mig fra Pælen,
men ikke løse mine Baand.
Og hun skal gribe mig
med begge Hænder
i min Strube
og kaste mig til Jorden.
Ja gribe mig i Struben
med begge sine Hænder,
saa halvt jeg kvæles,
og kaste mig til Jorden.
— Og der skal være et Kor
af Kvinder,
Og de skal le, le, le.
Deres Latter skal jeg høre
fra den store Sal.
Nej, nej — jeg vil se dem
alle disse Kvinder.
Og De skal le en haanlig Latter.
Nej, ikke blot le!
De skal alle — ja, ja —
de skal alle spytte paa mig,
alle, alle!
Og de skal pidske mig,
alle, alle!
Ja de skal pidske mig
og spytte paa mig!
— Men saa vil jeg dræbe. —
Saa vil jeg dræbe.
Aa, Satanas, Satanas!
Der risler kogende Blod
ned ad min Ryg.
Der raser smeltet Guld
i mine Aarer.
— Men hvem?
Hvem skal jeg vælge
til disse smukke Kunster?
Hvem skal jeg vælge
til disse fyrstelige Løjer?
Der er saa mange skønne Kvinder
i Venedig.
Hvem skal jeg vælge?
Maaske den usleste,
den hæsligste af alle?
— Aa, kommer du der,
kommer du der, du stolte, skønne Jomfru!
Hvor vover du dig til mig nu?
Kommer du for at trodse mig,
du rene og kyske?
— Aa, grib hende, grib hende
djævelske Tanker!
Hende, hende!
som I aldrig rørte.
Grib hende, djævelske Tanker.
Hende, hende vil jeg vælge.
— Nej, nej! Ikke dig —
ikke dig, du kølige, kyske,
ikke dig!
For dine stolte Øjne,
for dine dybe, gode Øjne
kryber mine Drømme
som rædde Hunde
ind i deres Skjul.
Jeg ser kun deres Haler logre.
— Nu forsvandt ogsaa de i Hulerne.
Nej, ikke dig!
Hvorfor kom du just nu?
Hvor sært alvorlig du staar,
du rene og ranke!
Hvor tungt alvorlig du ser paa mig
i din nøgne Kyskhed,
mest kysk, naar du er nøgen. —
Hvor du er kold!
Du bærer jo et Panser
af grøn Is.
Men det er spaltet
fra Hals til Fod,
og jeg kan se dit blegrøde Legeme
fra Isse og til Fod.
Nej, ikke dig!
Her blev saa stille,
her, hvor der nys var Latter.
Dig kan mine Tanker ikke gribe,
dig kan mine Tanker ikke tvinge.
Som rædde Hunde
krøb de ind i Skjul.
Her blev saa stille — saa stille,
Aa, du — du. —
Naar dine Øjne hviler paa mig
spejler og sig skælvende
som Stjerner i min Sjæl,
da faar jeg Lyst til at flyve —
flyve — flyve. —
Ja, jeg vil flyve langt, langt bort,
ja, jeg vil flyve did —
did, hvor Solen staar op af Havet,
did, hvor Solen løfter sit store Øje
af det kølige Bad.
Ja, jeg ser det.
Jeg ser den første gyldne Stribe
i den sølvgraa Morgen.
Jeg ser en Grotte
aaben til Himlen,
med takkede Tinder
af sort og gyldenbræmmet Sten.
Aa, did vil jeg flyve.
Der bor en gammel Mager,
som véd alt, hvad der var,
og hvad der vorder.
Hans hvide Sjæl
kan vandre, hvor den vil,
og han har seet Gud.
Aa, did, did vil jeg flyve.
Og Himlens Stjerner
kan han se ved Dag,
og i hans Grottes sorte Vand
spejler alle Himlens Stjerner sig
som smeltet Sølv.
Og just ved Siden
stiger Solen
af Havets Purpur,
dryppende af Rosers Blod.
Og alle Himlens Stjerner
spejler sig
i det dybe Purpur.
Aa, Herre! Did, did vil jeg flyve.
Der vil jeg bade mig i varme Farver,
og dykke mig i kølig Renhed.
Der vil jeg lære hellig Visdom
og svømme hen i himmelsk Vellyst.
Der, der, hvor Solen stiger
af Havet.