Det er sært at lægge paa Pulsen sin Finger
og føle det Blod, som du sjelden saa;
bag Huden det risler og springer.
Ja, hvor muntert med smaabitte Skridt det smutter,
du sikkert kan tælle dem paa din Puls;
af Glæde den svulmer og strutter.
Ja, lystige er de, de Smaa i Kanalen,
og pudsigt lyder det: Hop! hop! hop!
De holder hinanden i Halen.
De prøver at gemme sig ind i Kroge,
de kryber over, de smyger under
som smidige Slanger og Snoge.
Hvem er vel Midtpunkt for deres Leg,
der leges Dagen og Natten sen?
— Aa, det er bare en Knokkelmand,
en stakkels Dødning med hvide Ben.
— Aa, se, se! Ser du ikke Slangetæmmeren
og de røde Slanger!
De snor sig ned ad hans Ben og Arm,
de slynger sig om hans Ryg og Barm.
Og se hans Fødder
i Slanger staar,
de glider frem mellem hver en Taa.
Og se hans Hænder!
Og se hans Laar!
De bugter frem, hvor de blot kan naa.
De hvisler ud og de hvisler ind.
Her, her!
Aa, se i Munden og se paa Kind!
Der, der!
De surrer rundt om hans Skuldres Sokler.
De kryber over,
de smyger under.
Det suser rødt om de hvide Knokler.
Men vent! — Nu samler han sine Snoge
og gemmer dem under Kistelaage:
Ned, ned i Jorden og bliv til Gødning!
Aa, se, se! I den sorte Taage
den store, den hvide, den mægtige Dødning
og de røde — de stakkels, smaa, døde Snoge.