Dens Blaa har en Rigdom, som det dybe Natteblaaes,
den drak det ved Kveld og sprang stille frem i Solen,
Og Sol og Nattehimmel, som ellers aldrig saaes,
de mødes ved Dag i Violen.
Og skønt den ved Nattetid og fjernt fra Leg og Larm
har grædt med alle Stjerner klare Taarer.
I samme Stund vi ser den, gør den Dagen mere varm
og Legen mere dyb for Dagens Daarer.
Dens Duft bringer Bud fra dens Sjæl, som er Musik.
Et Pust — kun svagt og angst for, hvad det rummer.
Som En, der i sin Rigdom kun kan tale med et Blik.
Mens Læben bare bæver og forstummer.