Hyldest til Shakespeare
(Af et Festspil).
(Af et Festspil).
Mandsrøst.
Mod og Vilje har du hærdet,
som i Ild vi hærder Staal.
Den, hvis Haand holdt fast om Sværdet,
den, som kæmped uforfærdet,
kendte Flammen fra dit Baal.
I vort Mismod var du hjemme,
du har vandret samme Vej.
I vor Anger lød din Stemme
og vor Elskovs Purpurbræmme
laante vi af dig — af dig!
Spejlet holdt du op imod os,
lo af al vor Daarskabs Tant,
men vor Ungdom — du forstod os,
smilede, før du forlod os,
da i Kamp din Visdom vandt.
Du har lært os fast at træde
mens du gav os Drømmens Glans.
Du var med os i vor Glæde,
ved vort Fald var du tilstede,
gav de Bedste Ærens Krans.
Paa vort Livsløbs vilde Bane
er hver Mand i Slægt med dig.
Du var Dommer, Sværd og Fane.
Hil dig, Avons stolte Svane,
Nordens Sønner hylder dig.
Kvinderøst.
Længsel op til Himmelblaaet,
Angsten dybt i Døden ind,
højt opløftet, dybt forsmaaet,
du har kendt os og forstaaet
alle vore tusind Sind.
Alt det ømme, sommerblide,
Skælmeriets Straalehu,
hvad de Gode maatte lide,
og de Brødefuldes Kvide,
al vor Lykke, al vor Gru!
Hjertets Skælven — Sindets Fylde,
Graadens Fure paa vor Kind.
vi har følt dit Ord forgylde,
og i Silke blidt indhylle
alle vore tusind Sind.
Avons Svane. Blide Sejler!
Fløj du langt, langt bort herfra.
I dit dybe Hjerte spejler
vi vort Sind. O høje Bejler,
Nordens Døtre siger: Ja!