Naar Du først tilgavns kan svømme,
kan Du mellem Bølger drømme.
Du kan tænke, Du kan drømme,
mens Du glider gennem Strømme.
Dybt tilbunds og op igen.
Oh, en Fryd for frie Mænd!
Dette er hvad mest mig lysted.
Se! — jeg fik et andet Hjem!
Snart paa Ryggen, snart paa Brystet
skyder jeg mig hastigt frem.
Bort fra Stranden! Langt fra Stranden!
Den er kun et Nattehi.
Jeg er bleven til en anden,
mellem Bølger dobbelt fri.
Denne Gliden, nu paa Siden
her, hvor alt er Vej og Sti.
Bølgen skvulper himmelblaa,
Aftensolens Skin derpaa.
Oh, en Fryd for frie Mænd:
Gennem mine Lemmer strømmer
Livets søde Kraft igen,
medens jeg paa Ryggen svømmer.
Se! der kredser hvide Maager,
flakser, sejler i det Høje.
Sølv i Solens gyldne Taager
mellem Himlen og mit Øje.
Hør! den kendte hæse Hvinen!
Maager! Er det mig, I følger?
jeg er En, der som Delfinen
bor og boltrer mig blandt Bølger.
Og det fosser om mit Legem,
køligt, hvidt om Knæ og Arme.
Lystigt svømmende paa Ryggen
midt i Aftensolens Varme.
Se, dens rige Guld forgylder
skinnende de lyse Lemmer,
mens de solblaa Bølgers Mylder,
skyller over mig og fylder
Sindet med saa muntre Stemmer.
Og jeg ler! jeg ler og fnyser.
Oh, du Kraft, der blev mig givet!
Dette Legeme, der lyser,
det er mit! Af Lyst jeg gyser,
fnyser! og velsigner Livet.
Aasgaardstrand. 1896.