Jeg ved ikke hvor.
Men jeg har set den
i tunge, pinefulde Drømme,
den Søjle, der er Verdens Pille.
Jeg skælvede —
Ærefrygt tyngede mig,
hemmelig Rædsel vaagnede.
Grøn og graa af Ælde
stod den i Havet;
Mesterens Haand
havde hugget den,
havde ristet de sære Runer,
der i Kæde slyngede sig om den,
glidende opover
Haand i Haand.
Men disse Runer gemte
alle Verdeners Rædsel.
I deres Furer laa den skjult,
alle Verdeners grufulde Sandhed.
Og de grøngule Vande,
blanke — uden Bølger
og dog i evig Bevægelse —
de grøngule Vande,
der stille hvisked og plasked,
plasked og plumped
og slikkede Søjlens Kind,
de var Livets dyndede Kilde.
De grøngule Vande,
der stille smiskende
kyssede Runernes tavse Læber,
de var Livets dyndede Kilde.
Jeg ved ikke hvor.
Men jeg har seet det
i tunge, pinefulde Drømme.