Dybt under visne Blomster gemt
i Skuffens Revne indeklemt
en Gemme gemt og grundig glemt,
se: „Amitié sincère!”
I Perleskrift paa Ametyst
to Ord, som hvisker dybt og lyst
om „Amitié sincère."
Et Venskabsord, et Elskovspant
i gammel Stil, som engang spandt
et Perlebaand, der trofast bandt,
med „Amitié sincère.”
Hvem sagde vel de dyre Ord.
Hvor er den Sjæl, som gav og svor
hint: „Amitié sincère.”
Ak, Skygge af en fin Profil
fra svunden Tid i gammel Stil
og bleget Glans af døde Smil
i „Amitié sincère.”
Et Lokkehoved og en Mund,
som satte Segl for Lykkens Stund
med „Amitié sincère.”
Var du mon døbt i Glædesgraad?
Og blev af Smertens Taarer vaad,
da Livet lagde onde Raad
mod „Amitié sincère.”
Blev du mon først af Døden brudt
hvad heller glemt, fortrudt, forskudt,
dræbt, „Amitié sincère.”
Ræk mig din Haand! Giv mig din Mund!
Giv mig din Sjæl i samme Stund
fra nu til Evighedens Bund
i „Amitié sincère.”
Dyrt lover Vaarens friske Løv,
let mister Blomst sit Blomsterstøv.
Husk: „Amitié sincère.”
Nu ligger Gemmen silkesvøbt
og fin som var igaar den købt.
Saa fast er ikke Støvet støbt
som „Amitié sincère.”
Liv smuldred hen; men Gemmens Glar
er uden Brud og Skriften klar.
Se „Amitié sincère.”
Den fine Zirting gør dig glad
dens Ametyst, dens Perlerad
er hævet over Sorg og Had
O, „Amitié sincère.”
Men Ordet hvisker: Hør det du.
Hvem er det, som skal græde nu
for „Amitié sincère.”