Ved Kveld var Sjælen sygnende og vild af sine Saar,
men vaagnede ved Morgen og var bovnende haard.
Den følte grant ved Kveld at den skulde forgaa;
men dybt i Nattens Drømme tog den Panserharnisk paa.
Og vandred ud i Dagen for at sætte Haardt mod Haardt
som den, der ej vil vige, før de bærer ham bort.