Den store, grønne Slette,
den har sit eget Sprog,
den taler os tilrette,
og den er øm og klog.
Den taler mildt om Grøde
af rig Sørgmodighed,
den hvisker om de Døde,
der fik i Døden Fred.
Den store, grønne Slette,
i Aftensol forgyldt,
med Taarer milde, lette,
har den Dit Øje fyldt.