Mig kaldte Skoven. Jeg gik derind
og sød Forventning var i mit Sind.
Jeg gik ad bugtet og bakket Vej;
men det, som kaldte, det fandt jeg ej.
Smaragderkuplen var gennembrudt
og gyldne Straaler slog muntert Smut.
Sødt sang en Solsort sin Melodi,
men det, som kaldte, gik fjernt forbi.
Jeg fulgte Stien til Skovens Dyb
med Hjortespor og med Myrekryb.
Det kaldte paa mig fra ganske nær;
men naar jeg kom, var det ikke dér.
Jeg brød mig Vej til en aaben Plads,
hvor Himlen rejste et Lyspalads
for Sommerfugle i Blomsterleg;
men det, jeg søgte, det var der ej.
Jeg løb til Skovsøens Helligdom,
som laa og ventede, da jeg kom;
men det, den vented, var ikke mig,
og det, jeg søgte, det var der ej.