I
Den Gang min lille Rod blev rykket op
i Landet, hvor jeg kendte Vækstens Lykke,
hang der lidt Muldjord ved de spæde Trevler
fra Haven med de gamle brede Bøge
imellem Ordrup Høj og Ordrup Krat.
Og da jeg nu blev plantet om paa Klippen,
steg Saft fra denne Muldjord til mit Hjerte,
og Landet blomstrede i mine Drømme.
Hvor finder jeg igen et saadant Danmark?
II
Et lille Rige kun! En Mark, en Eng,
i lunt fortroligt Samvær med hinanden
og med den stille Landevej, som gik
imellem dem det Stykke hen til Krattet
og gjorde Holdt et Øjeblik ved Ledet
og hilste venligt paa Skovløberhuset,
paa Børnene og paa den gamle Kone,
før den forsvandt ind under Bøgene.
Et lille Rige kun, men der var Plads
til gode Dyr og milde Mennesker
til Hest og Hund og hist en Ko paa Marken,
som alle holdt i Hjertet af hverandre.
Et lille Land, hvor Skovbryn skjulte Verden,
men der var Plads til Morgen og til Aften
til Hanens Gry og Kirkeklokkens Kveld.
Ja Dag og Nat, som kom i deres Storhed,
var dog som hjemme i det lille Land.
Og der var Plads til Foraar og til Sommer
til Høstens sorte Storm og Vintersne
og aabent Hus for hvide Anemoner
og alle Danmarks Blomster, naar de kom.
Og der var Plads til Solen og til Maanen
til Stjernehimlen selv i al dens Vælde.
Et lille Rige kun — men Plads til Gud.
III
Indspunden i et Spind af Aandesilke
er Barndomslandet, Mindets førstefødte.
Det hviler blødt, det svæver blidt paa Æter
værnet mod Livets Vold og Tidens Hærværk
usaarligt i sin evigunge Ynde.
Hvor sælsomt nu at møde dette Land,
som du har baaret med dig i dit Hjerte.
Det var i dig, nu staar du i dets Midte.
Det leved i din Sjæl. — Nu er det Sjæl!
Træd fast paa Jorden. Læg din Arm om Træet.
Gør hvad du vil, som fuldt og klart beviser
at dette Land er Stof som alt i Verden.
Det er og bliver dog bestandig Sjæl.
Det banker i dit eget Hjertes Takt
Det aander med dit eget Aandedræt.
Det rører sig og lever med dig selv.
Den Sten paa Vejen, Tuen der paa Marken
det mindste Straa og Støvet for din Fod
er gennemaandet helt af Kærlighed.
Der er ej Land saa stort og rigt i Verden
som Barndomslandet, Mindets Førstefødte,
saa gaadedybt, saa dagligdags fortroligt.
Imellem Ordrup Høj og Ordrup Krat.