Helge Rode (1870–1932)

De reneste Strenge

dirrer saa længe,

som om deres Sølvtone ikke vil dø.

Den blomstrer som lysende Liljer i Rummet,

og er den forstummet

fremblomstrer der Liljer af Liljernes Frø.

Men Smilet, som lyser,

naar Tvivleren gyser

for Magternes mørke, kaotiske Spil,

er Guldglans fra Egne,

som aldrig skal blegne,

fra dejlige Dybder, hvor Død ej er til.