FjordenHjem til DanmarkJeg elsker Skrænterne ned mod Fjorden,den gule Lerjord, som møder Sandet.Se her mit Indre. Se jeg er Jorden,et nøgent Danmark. Her har du Landet!Jeg elsker Stenene der paa Stranden,de store tunge og stumme Stene,som engang gik over Bakkerandenmed Vandreisen og blev alene.Men Bækken gaar i sin køle Kælderog pludrer sødt med Kærmindestimlen.Og højt deroppe paa Skrænten hælderden vilde Rose sig ind mod Himlen.Se Blomstervrimlen! Der ødsles, sløsesmed Livets flygtige, dyre Naade,men Stenens Visdom skal ej udløses,den ruger over sin egen Gaade.Se Kysten der! — Paa den anden Sidehar Skoven vovet sig ned til Vandet,og Bøg og Bølge er lige blide,som om de ej kunde være andet.Det store Hav, som omspænder Jorden,er Hvermands Ven og er Hvermands Fjende;men der hvor Havet gik ind i Fjorden —— hvor blev det stille og dansk derinde!Han kommer til os, den brede Kæmpe,og hilser mildt paa de grønne Skove,et roligt Sind, som gaar frem med Lempeog trofast lyder de danske Love.Jeg elsker Fjorden. De lange Vige.Derude Havet. Derinde Landet!Det er, som vilde selv Stenen sige,at det er Danmark, som intet andet.Se, Kongen stævnede ind fra Havetog Sværdets Pletter var endnu røde,men bag var Ufred og Død begravetog foran lyste det milde Møde.Skønt Sværdets Pletter bar røde Minderaf blodig Rust, som har skarpe Tænder,med Haand om Fæstet, hans Øjne skinner,som bar han Freden i sine Hænder.For her er Borgen og her er Venner!Her glider Fjorden og her er Landet.Det Dyb af Liv, som hans Hjerte kender,og det er Danmark, som intet andet.Og Solen smiler og Vandet blinkerog sagte kysser hver Bølge Sandet.Vær stille! Bøgenes Blade vinker,og det er Danmark, som intet andet.O Livets Dyb af livsalig Varme,da Kongen bøjed sig frem i Stavnen,for begge Kyster var Velkomstarme,som drog ham dybere ind i Favnen.Og højt paa Stenen, helt inderst indemed Blik, som missed mod Blink fra Vandet,stod rank og solbrændt hans unge Kvinde.— Og hun var Danmark, som intet andet.