I min Barndoms dybe Have
var der løndomsfuldt at lege.
Sidde stille, pusle, grave
under store gamle Ege.
Lave Kar af Egenødder,
bygge Køkkenet af Pinde
i et mystisk Hul derinde
mellem Egens Rødder.
Heksekøkken, Trolddomsgryder!
Det er sære Ting, som syder
i vor Barndoms dybe Have,
i det Hul, som er en Hule,
dybere end vi kan grave.
Sære Ting, som man maa skjule.
Ingen ved, hvad de betyder.
* * *
I min Barndoms Blomsterhave
mindes jeg en Mus som døde,
thi det var det første Møde
med det stumme, med det øde,
med de svundne Sjæles Grave.
Blind! Og kold den lille Snude.
Stakkels Mus, for evigt stille,
saa bedrøvet, tynd og lille,
kunde ikke, om den vilde
længer smutte om herude.
— Der var Grund nok til at tude.
Leg og Liv for evigt ude.
Snip snap snude! Evigt ude!
Det var Dødens kolde Gaade.
Intet Svar og ingen Naade.
Dyster Hæder, fuldt vi viste
denne lille arme Snude.
Af en Æske med en Rude
fik den sig en dejlig Kiste.
I en Tøjstump, fin Skarlagen
og med Guldbort, rundt det Røde
svøbte vi den lille Døde,
før vi skjulte den for Dagen.
Blødt den hviled i sit Lagen.
Under Sang og sære Fagter
sænked vi den ned i Graven.
Dækked den med Muld fra Haven
— mens en Tvivl om Livets Magter
gav en sælsom Angst i Maven.
Blomster, Blomster, milde, søde,
ofred vi den lille Døde.
Livet blomstrer jo og visner.
Saadan var det første Møde
med det store, stumme Øde.
— Døden løfter, mens den isner.