Spil op, Musikanter!
— Nej, ikke Violin.
Dens Tone er sørgmodig,
dens Tone er for fin.
Trompeter og Fløjter
de giver lystigt Spil,
og Skøger og Tøjter
skal danse dertil.
Jeg elsker den forfløjne,
der slipper sig løs.
Jeg elsker dig, du nøgne,
du Helvedes Tøs!
Spil op, Musikanter!
Men ikke Violin.
Nu drikker vi os fulde
i den funklende Vin.
Nu drikker vi os fulde
og vælter os i Lyst.
Kom, Skøger og Tøjter,
og hvil ved mit Bryst.
En paradisisk Have,
det er mit stolte Krav.
Og drukne vil vi rave
ned i den sorte Grav.
Hvad var det for en Stemme,
der hvisked i mit Øre?
— Er nogen fremmed kommen?
Nej, i Laas er alle Døre.
Det hvisked i mit Øre,
som et Pust af kolde Vinde.
Det klang som fra Dybet,
som var Stemmen spærret inde.
Det risled ned ad Ryggen
med isnende Strømme.
Jeg kender den Stemme!
— Har jeg hørt den i Drømme?
Tal højt, du der hvisked,
tre Gange hvisked: Stille!
Tal ud. Hvor er, hvem er du,
der kommer her saa silde?
Jeg beder dig at tale,
jeg laaner dig mit Øre. —
— Nej, gaa! Jeg byder gaa;
Jeg vil dig ikke høre.
Af Spøgelser og Skygger
jeg lader mig ej true.
Den bedste Trolddrik brygger
min Mundskænk mig af Drue.
Nu drikker vi os fulde
og vælter os i Lyst!
Kom hid, I hvide Skøger,
og hvil ved mit Bryst.
I Rus vil vi leve,
da først er Livet Fest;
Vi drikker under Bordet
den ubudne Gæst.
Haahaa, du dumme Skygge,
nu blev du dog tam.
Du vover ej at tale,
du frygter Spot og Skam.
Du holder ej af Glæden,
der gør mit Hjerte trygt.
— Aanej! — aanej! jeg lyver.
— Jeg skælver jo af Frygt.
Saa tal da, du Fremmede,
jeg ofrer Druens Trøst.
Hvem er du — du min Dommer?
Lad mig høre din Røst!
«Jeg er en afsat Konge
i et Fængsel spærret ind.
Født var jeg til at herske
over Vilje og Sind.
— —
Jeg er en afsat Konge,
jeg ejer ej min Borg,
jeg er din høje Lykke,
jeg er din dybe Sorg.
Jeg er en Gud, hvis Tempel
nu smuldrer hen for Blæst,
hvis Alter er bespottet
og bespyttet af dets Præst.
Og Præsten er din Tanke,
og Guden er dit Selv,
der lider og forsmægter
i den dybe Kælderhvælv.