Den glade Enke dansede
og glimrede og lo.
„I fire lange Maaneder
var jeg hans Minde tro,
men Foraarssolen skinner nu,
og Liv vil atter gro!”
Nu flyver alle Timerne,
Sekunderne har Hast,
og Dagene og Nætterne
er uden Ro og Rast.
Hvor skal mit arme Hjerte da
vel kunne holde fast?
Jeg græd de lange Maaneder,
som den, der indesner,
jeg græd den sidste Gang, fordi
jeg ej kan græde mer.
Men alle Gader smiler nu
og alle Torve ler!
Det milde Pust af Vindene
kærtegner Blomst og Løv,
skal jeg da stirre Blikket blindt
paa Aske og paa Støv I
Farvel mine Ungdoms Elskede.
Tilgiv mig du! Aa prøv!
Den glade Enke dansede
og glimrede og lo,
med Perlekranse om sit Haar
og om de gyldne Sko.
Og Vejen til den Døde var
en Vej med afbrudt Bro.
*
Men Nonnen gik til Aftensang,
da Enken gik til Dans,
og mellem spinkle Fingre randt
den simple Rosenkrans.
Sig, Søster. Hvorfor sørger du
i denne lyse Vaar?
Din Kind er hvid, bag sorte Slør.
— Er han da død igaar?
To tusind Aar er rundne hen;
men engang er det sket.
Og aldrig skal jeg glemme ham,
som jeg har aldrig set.
Jeg bærer til min sidste Dag
det sorte Enkeslør
til Ære for min Elskede,
som ingensinde dør.
Den glade Enke dansede
og kyssede sin Ven,
men Nonnen bad paa sine Knæ
for alle døde Mænd.