Naar Sol bruser op bag det dybblaa Hav,
maa Østens Bølger gløde,
som den, der skal Livet føde;
men Stjernerne flygter dybt ind i Skjul
af Angst for det store Møde.
Da udgaar et Pust fra den mægtige Aand.
Det strømmer mig imøde:
Opstanden fra de Døde!
Og Stjernerne vender sig om og ser
den første Morgenrøde.
De vender sig om med et Længselsblik.
O elskede Morgenrøde!
Naar kommer vort dybe Møde?
Og Dagen kysser den flygtende Nat,
mens Hjertet vil briste af Grøde.
Da bliver mit Bryst et Strengespil.
Hør Æolsharpen klinger,
rørt af den mægtiges Finger!
Da bliver min Sjæl en sælsom Sang,
som stiger paa brusende Vinger.