Moderen.
Saadan en vaagnende lille Verden,
ved ikke selv, hvorfra den kommer.
Aabner sit Øje. Ja se der er den.
En nyskabt Verden med Vinter og Sommer.
Sov du mit Barn. Sov sødt, sov sødt!
Din Moder skal vogte og vugge og vaage.
Skønne Drømme skal liste sig blødt
ind under Øjnenes Laage.
Saadan en vaagnende lille Tanke,
ved ikke selv, hvorfra den kommer,
stirrer omkring sig med Øjne blanke,
længes at sanke sig Livets Blommer.
Sov du mit Barn. Sov sødt, sov sødt!
Din Moder skal vogte og vugge og vaage.
Skønne Drømme skal liste sig blødt
ind under Øjnenes Laage.
En Stemme i Koret.
Har du løftet dit blege Hoved
op af det evige dunkle?
Har du aabnet dit grønne Øje
at se hvor Solen kan funkle.
Har de tunge, gulbrune Dampe
formet sig fast i dit Billed.
Er du vordet en villende Verden,
fordi en Vilje har villet.
Er du steget op som en Boble
af Dyndet — til Livets Tinder.
Er du steget op som en Boble,
der skinner et Nu og svinder.
Koret.
En nyskabt Verden. Tænk dig om:
at du kan fortælle hvorfra du kom.
Tænk dig om! Tænk dig om!
At du kan fortælle hvorfra du kom.
Stemmen.
Aanej, du tier, vil altid tie,
ved ikke selv, hvorfra du kommer.
Hej, vil du følge med os i Toget,
saa skal vi vise dig Livets Blommer.
Koret.
Saa vaagne vi op i den skinnende Dag,
den store Verden at skue.
Saa kravle vi rundt paa den brune Jord
fortæret af Sjælens Lue.
Hej, vil du danse! Ret mange Hop
faar du ej gjort — før der siges Stop.
Hahaha. Haahaahaa.
Saa danse vi frem gennem Livets Dal
i Kvide og Kval.
Saa danse vi frem
til Graven vort Hjem.
Hahaha. Haahaahaa.
En klingende Latter. Det lystigste Hvin,
det burde lyde fra Læben.
Bagved er Dødningens evige Grin,
rasler saa muntert med Kæben.
Hej vil du danse. — Husk i din Krop
følger en Dødning med lystige Hop.
Stemmen.
Kan du se i Nattens mørke Mulm?
Kan du se det tomme og øde?
Kan du øjne det store Ingenting?
Kan du skimte det svundne og døde?
— Ser du da ikke — det svimlende Sorte
dér — dér borte?
Koret.
Hahaha. Haahaahaa.
Du kan ikke se det. Hvad vil du med Øjne,
der kun kan se Løgne.
Hahaha. Haahaahaa.
Luk dine Laage. Naar Solen har Fest,
de lukkede Øjne, de ser dog bedst.
Stemmen.
Du Barn med det blege Hoved,
der vaagned i Dødens Lande,
dine stakkels Øjne skal græde,
og Lidelser fure din Pande.
Du skal skue i Nattens Drømme,
naar Solen ej lyver og dølger,
den druknendes hvide Hoved
over sugende sorte Bølger.
Koret.
Hahaha. Haahaaha.
Saa kravle vi frem under Frygtens Aag
i Kvide og Kval,
til vi ligger som raadnende Lig.
Er du dyb?
Er du klog?
Haahaa! Du bli’r gal.
I et Rædselens Skrig.
I et Rædselens Skrig.
Moderen.
Barn du er bleg. Du græder og skriger,
de stakkels smaa Øjne i Taarer svømme,
og Hovedet virrer og Graaden stiger.
Du stakkels Barn. Har du onde Drømme?
En syngende Røst.
Er din Vilje en brændende Flamme,
Død kan ej slukke og binde.
Er dit Øje en villende Seer,
Grav kan ej lukke og blinde.
Du skal høre min jublende Stemme
ved Nat og de klare Dage.
Du skal føle mit Øjes Straaler
med Evighedslængsel drage.
Jeg skal sitre dig gennem Sindet,
naar videst din Tanke flyver.
Men selv skal du søge og lede,
thi ingen ved, om jeg lyver.
Moderen.
Sov mit Barn. Sov sødt, sov sødt!
Din Moder skal vogte og vugge og vaage.
Skønne Drømme, de lister sig blødt
ind under Øjnenes Laage.