Hvor er det unge Ansigt klart
og ubeskrevet, rent og bart
i Sol og Regn.
Kun i de friske Øjne staar,
med Skær af en nysgerrig Vaar,
et anet Spørgsmaalstegn.
Men Tiden har en flittig Pen,
den prenter, sletter ud igen
i Sol og Regn.
Den prenter atter, til der staar
en Tekst, om alle svundne Aar
med tydelige Tegn.
Det gamle Ansigt — Ak, hvor tæt
bedækket af et Runenet,
i Sol og Regn.
Et helbeskrevet Pergament —
Snart er den sidste Sætning endt
med et usynligt Tegn.
Hvem gider læse denne Skrift,
som Livet prented med sin Stift
i Sol og Regn.
Nej, skjul det gamle Pergament!
nedgravet dybt — til Aske brændt,
udslettes helt dets Tegn.
Hvad blev der af den dybe Tekst,
en Tomhed kun, hvor før var Vækst
i Sol og Regn.
Hvad blev der af den unge Vaar?
Ak, kun et Nu, mod Skyen staar
det gamle Spørgsmaalstegn.
Men Livet har en flittig Pen:
Giv mig et nyt Papir igen
i Sol og Regn.
Giv mig et Ansigt, ungt og klart,
beskrevet skal det blive snart
til sidste Spørgsmaalstegn.
En flittig Pen! Slægt efter Slægt,
faar prentet sine Byrders Vægt
i Sol og Regn.
Men vil du løfte Tidens Aag
saa gransk dit eget Hjertes Bog
og tyd dit eget Tegn.