Hvor er mit Haab og min friske Tro,
Glæde som kvidrende Sange.
Døde i Mørket og klinger ej mer.
Dagene ere saa lange.
Hvor er mit Lys og min klare Sjæl,
kvaltes af Tankerne trange.
Skælver ej længer i undrende Fryd.
Dagene ere saa lange.
Tør ikke haabe paa Nattens Fred,
Natten gør ræd og bange.
Naar har jeg tømt dog min Kalk tilbunds?
Nætterne ere saa lange.