Som en Blomst, der med ét folder ud sin Krans,
i en Sommernatsrus strømmer Duften sød,
er en Kvinde, der vaagner i Elskovens Glans
efter Tider saa tomme, hvor Elskov laa død.
Som den Blomst, der laa død, byder frem sit Krus
fuldt af duftende Vin, efter Vinterens Nød,
med et Smil vinker hen til Befrugtelsens Rus,
er en Kvinde i Elskovens Foraar genfød.
Lig en perlende Vin rinder Blodløbets Strøm,
Hjertets Aske blev rød i den blussende Glød.
Det er Sorg, det er Fryd, at den Fred kun er Drøm,
da Du stille sad hen, de smaa Hænder i Skød.
Bagud Hovedet sank, og i Blikkenes Slør
er en Saligheds Rus, en Forvildelse sød,
Haanden skalv som et Løv, og henrykket og ør
aabnes Læbernes Blomst rød og duftende blød.
Vaagnet op! Ah, til Kys. I Fortryllelsens Glans
tilfold skøn, kun for En, der sin Salighed nød.
Som en Blomst, der med ét folder ud sin Krans,
i en Sommernatsrus strømmer Duften sød.