Et Raab, som steg fra mit Hjertes Grund.
Hver, som har Øren, han høre!
Det klemmer mit Bryst, det brænder min Mund.
Rejs dig Danmark!
Jeg hørte det tidt — Jeg kvalte det tidt.
Den Klang er ej min, det Kald er ej mit.
Jeg valgte Stilhedens Løndom frit.
Hver, som har Øren, han høre!
Men atter lyder det fra mit Bryst:
Hver, som har Stemme, skal tale!
Saa sig det kun med din egen Røst
og giv det Klang af din Tro og Trøst.
Rejs dig Danmark!
Og fødtes jeg ikke til Torveraab —
Hver, som har Øren, han høre!
Jeg døber Ordet med Dybets Daab,
og gennemstraalet af Stjernehaab,
det vokser i Stilheden til et Raab.
Rejs dig Danmark!
Helt tæt til dit Øre jeg lægger min Mund—
Hver, som har Stemme, skal tale.
Jeg hvisker det til dig i Drømmens Stund.
Jeg maner det ind i dit Væsens Grund.
Rejs dig Danmark!
Oktober 1912.