Natten var baade tung og haard,
aabnede alle de gamle Saar.
Blege Skikkelser træde
frem af Mørket og græde.
Morgenen aabned sit Øje blidt.
Huskede knapt, hvad ved Nat var lidt
Saa sig omkring lidt forvirred,
smiled fornøjet og plirred.
Natten endte en slidsom Dag,
vidste, at Haabet er kun Bedrag.
Alle Længsler begravet,
stiger som Angst af Havet.
Morgenen sagde: Nej se dog, tys.
Søen rødmer ved Solens Kys.
Sol over Jorden oprunden,
kyssed den midt paa Munden.
Natten sagde: Fortræd! Fortræd
gjorde Du Dig og de andre med
Lykkestjernerne røde
flygted i Mørket og døde.
Morgenen smilte: Det har ej Nød,
Livet fører det i sit Skød.
Fremtiden er ikke bristet,
nu vi faar se, hvad jeg misted.
Natten græd over Grav og Død,
Morgenen sang i sin Skønheds Glød
Livet og Lykken oprinder.
Stjerner og Roser og Kvinder.