I
Man siger nu, at Mordersken,
som plages svart af Frygt
i Nattens Mulm for Dødmands Dom,
er slet og ret forrykt.
Hun blæste ad vort Dommerord
og lo ad Vidneed.
Nu raaber hun om Dødmands Dom
og sin Samvittighed.
Den døde Mand, som du har dræbt,
skal du ej frygte for.
Men vi er Rettens Vogtere
og Lovens Magt er vor.
Den døde Mand, som du har dræbt,
er baade stum og lam.
Han ligger under fem Fod Jord.
Hvor kan du frygte ham?
Du skal ej heller frygte os,
vi tænker ej paa Hævn.
Den Dødes Ret. Hans Moders Ret
er kun et Fortidslevn!
Den Dræbtes Moder, Hustru, Børn,
de maa jo dog forstaa,
at naar en Morder slaar ihjel,
gør han kun, hvad han maa.
Han gør kun, hvad han skal og maa,
og husk nu dette Ord:
Han maa just, hvad han ikke maa.
(Sig det til Ofrets Mor!)
II
„Jeg ler ad Lovens Vogtere.
De rører mig en Fjer;
men han, som kommer her ved Nat
er En, som ikke ler.
De andre er kun Folk som jeg,
der bruger List og Vold,
men Dødmand, han er stærkere
og i en Størres Sold.
De Dommere og Pansere
er Mænd og blot til Grin,
for i den bare Skjorte er
et Mandfolk kun et Svin.
Men Dødmand er en anden Sag
og Alvor selv ved Nat,
og Ordet, som han siger mig,
er ikke Mandfolkpjat.
Og Dødmand, han er stærkere,
skønt han er stiv og kold.
Den slappe Arm, som hænger ned,
den har mig i sin Vold.
De levende kan intet se.
Hvad ved vel saadan En!
men Dødmands blege, brustne Blik,
det ser til Marv og Ben.
Jeg blæser ad den lærde Mand,
som lever af sit Kald,
men Dødmand kommer her ved Nat
og siger, at jeg skal.
Jeg frygter ikke Mennesker
og ingenting, som er,
men Dødmand har befalet mig,
at give mig til Jer.
Og derfor kan I tage mig
og gøre, som I vil,
saa tjener I den døde Mand,
som jeg nu ved er til.
Den Dræbte var kun en, som jeg,
som baade I og jeg,
men Gud og Krist som tilgav alt
lad dem tilgive mig!