I.
Bølgen bar noget mod Strandens Bred
og den rulled det ind i sin hvide Bræm
og den vikled det ud og lagde det ned
og saa var den druknede Mand kommen hjem.
Kommen hjem igen til den samme Kyst
vor han sprang mod Bølgen og lo af Lyst,
kommen hjem til sin Hustru, som saa derpaa.
Og blev til Enke, imens hun saa.
Det er Morgen snart og det var igaar.
Det er knapt et Døgn, som vi Alle ved.
Det er mer for ham. Det er tusind Aar.
Det er mer endnu. Det er Evighed.
Som en grufuldt vaad og erfaren Mand
med en bundløs Viden om Livets Kaar,
kom han tavs iland paa den samme Strand,
men med blodigt Saar og med Tang i sit Haar.
II.
Det er Morgen snart og det var igaar.
Er det samme Bølger, som endnu slaar,
der bød deres lokkende Friskhed frem?
Er det samme Bølger, som bar ham hjem?
Et Bad i Bølgen, en Leg, en Fest,
i Brændingsbrus og i Sommerblæst.
En Leg, mens hundrede Mand saa til,
som man ser paa det festlige Friluftsspil.
Men hvad var det han skreg? Det var ikke Leg!
Det var ikke Fest. Han blev bleg og skreg.
Han blev bleg og skreg dette lange Skrig,
der er som en Streg mellem Liv og Lig.
Det var drøjt at se til, selv for fremmed Mand
se til dette Spil fra den sikre Strand
til der ikke var noget mere at se,
fordi der var sket, hvad der kunde ske.
Den hele forfærdede Flok gik hjem.
Gik hjem til Middagen Klokken fem.
Men En gik hjem til et hjemløst Hus,
Mens den Døde drev udad i Sus og Dus.
III.
Man siger, naar Menneskers Sorg er kort,
om døde Mænd, at de rider fort;
men det hedder tilsøs, som et Faktum blot,
at druknede Mennesker flyder godt.
Der er Forskel paa levende Mand og død.
Der er Forskel nok paa den samme Krop.
Den levende sank; men den døde flød.
Da du først var død kom du op! Hejhop!
Og du flød mod Øst og du flød mod Vest.
Det er ligegyldigt med Strøm og Blæst.
Og du skylled mod Syd og du skvulped mod Nord.
Det er ligegyldigt, kun Ord, kun Ord!
Paa langs eller tværs — Ret op og paa Sned
og frem og tilbage og vidt og bredt
med Næsen op og med Næsen ned.
Kommer ud paa Et. Kommer ud paa Et.
Og Sol gik under og Maane frem
med Glød og Glans over Bølgens Bræm,
men Bølgen var død, som Manden der flød.
— Det er ligegyldigt med Glans og Glød!
Du har rejst paa Kaos, som Bølgens Nar,
hvor der ikke er før og efter og nu
og intet Spørgsmaal og intet Svar
for Bølgen er lige saa død, som du.
Der er intet saa ensomt og dybt forladt
som en Død, der driver tilhavs ved Nat,
i det vilde Virvar af Sprøjt og Skum
paa det golde Stof i det øde Rum.
Ja det er, som der lød fra Bølgernes Skød
i de levendes Øren en dump Melodi.
Han er mere død end en anden Død:
Han er lige saa bundløst død som vi.
IV.
Det er Morgen snart, og det var igaar
maaske, han kyssed sin Hustrus Haar.
Det er fjernt, det er mere end tusind Aar.
Det er længer siden, det var igaar.
Kommen hjem igen til den samme Bred,
hvor vor Dag er blid, og vor Nat er Fred,
hvor vi vaagner ved Gry, som vi sovner ved Kveld
hos et Hjerte, som bare vil os det vel.
Men hun græder nu. Hun er blind af Graad.
Og sin Tunge bider hun med sin Tand.
Og du selv er end mere blind og vaad.
Og dit døde Ansigt bider i Sand.
Maane du ser, saa alvidende ud
med den lukkede Mund, forfærdet og stum,
som kunde du bringe et hemmeligt Bud
fra det, som er skjult bag det øde Rum.
Som voved du ikke at bringe det Bud
der bleged din Kind og forfærded din Aand.
— Fjernt borte fra os staar den store Gud.
Han tabte vor Verden ud af sin Haand.
Men styrt kun! Styrt i det øde Rum.
De levende klager; men hvad der end sker,
Den døde er stille og stor og stum.
Den døde, han skal ikke styrte mer.