Det blide Foraar aanded mig imøde
og Hjertet opstod atter fra de Døde
Den brune Jord var som en aaben Haand,
gavmild og blød, løst ud af Frostens Baand.
En Kant af skorpet Is. langs Grøft og Dige
fortalte kun, at Kulden maatte vige.
Hvor vilde alt paa denne Sti mig vel,
nu toned Kirkeklokken: Det er Kvæld.
Det var som Rummet sang sin Vemodssang.
Den rene Luft skjalv ved sin egen Klang.
Og Mørket sank, umærkeligt og tyst,
og Himmelrummet blaaned sælsomt lyst.
Hvor vilde alt mig vel paa denne Sti,
en venlig gammel Mand gik tavs forbi.
Lidt fattigt klædt, lidt stiv i sine Led,
men med et renligt Ansigt, fuldt af Fred.
Og bag de sorte Træers Greneskud
sprang pludselig en dejlig Stjerne ud.
Og funkled med et Blik af Glans og Fred.
Paa én Gang var det fjerne tæt herved.
Hvor vilde alt mig vel paa denne Sti.
Tre sorte Fugle fløj med Et forbi.
Fløj tyst forbi ind i det frie Fjerne,
som blomstred nu med Stjerne bagved Stjerne.
Tre sorte Fugle fløj — travlt og alvorligt.
— Det dybe Hjerte følte sig usaarligt.