»Kære — Hør! Du maa vaagne!
Du maa vaagne!«
Det er altid sært at vaagne ved Nat.
Tænde et Lys i Mørket
staa op og klæde sig paa.
Aldrig er du saa vaagen ved Dag.
Søvnens Kappe, som hylled dig ind
og bar dig vuggende hinsides Livet,
flænges med Et i Pjalter.
Nu siver, nu strømmer og styrter
Virkeligheden ind i dit Sind.
Det suser atter i Tidens Hjul.
Møblerne og Væggene træder dig, alvorligt og dumpt imøde.
Kommer helt hen til dig.
Gulvet og Jorden er under dine Fødder
Luften staar hemmelighedsfuld omkring dig.
Stoffet lever sit flimrende Liv i faste Former
med Stumhedens frygtelige Segl paa sine Læber.
Dine Øjne og Øren er vidt aabne.
Dit Legeme er vaagent i hver en Fiber.
Lyset brænder lydeligt i Stilheden
spejdende ængstelig ud i Mørket.
Ogsaa dit Selv brænder i Mørket.
Spejdende — Forfærdet!
Det Fjerne er endnu saa nært.
Det Nære, nærmere end nogensinde.
Og dog saa unaaeligt fjernt.
Tingene, Tingene lever deres nøgne Liv,
Og du selv er nøgen og vaagen,
som om Livets inderste Nerve laa blottet.
*
»Kære du maa vaagne. Jeg tror det kommer.
Jeg tror det kommer!«
Det er altid sært at vaagne ved Nat
men særest, naar det som forestaar
er alvorligt og fuldt af Betydning.
Det suser sagte i Tidens Hjul.
Det bobler og koger i Dybet.
Et Menneske skal fødes.
Hurtig, hurtig klæder du dig paa
og løber ud paa de øde Gader
under en mørk Himmel.
Ingen Stjerner. Ingen Mennesker.
Kun nogle Lygter mumler dæmpet ved sig selv.
Kun Husene staar overfor hinanden
Ansigt til Ansigt i tavse Tanker.
Stoffet lever sit flimrende Liv i faste Former.
Men dit eget Sind brænder som en Stjerne
sitrende mod den mørke Baggrund,
mens du løber,
(Og din Frakke flagrer om dig
og din Hat sidder skævt.)
Hvad er du ikke for en alvorlig Mand
i et betydningsfuldt Hværv:
En Jordemoder skal hentes!
Dit Sind brænder som en Stjerne
mens et Skær af folkelig Komik
omflagrer din Frakke og Hat.
*
Nu kommer Jordemoderen
med rene, ferme Hænder
og rensende Vande.
Stille og rapt — stille og rapt
udfører hun fornuftige Handlinger
for at hjælpe.
For at hjælpe ved Vidunderets Fuldbyrdelse.
Giv hende en ekstra god Kop Kaffe!
Hun er fast ansat ved Mysteriet.
Det er en betydningsfuld Stilling
med et Skær af folkelig Komik over sig.
Nu bliver Veerne stærkere.
De lange Smerter,
som det er Naturens Orden.
Jordemoderen udfører fornuftige Handlinger
og du selv holder den kæreste Haand i din
for at dulme Lidelserne.
Saa er du ikke heller helt ubrugelig.
Din mandlige Værdighed drukner ikke ganske
i det unyttiges Komik.
Dagen er kommen.
Nattens Aander er flygted
for fornuftige Handlinger
og virkelige Smerter.
Alting er klart og selvfølgeligt paany.
Underligt at det ikke er mere underligt!
*
De lange Smerter —
De lange Smerter
drager som et Jordskælv igennem hendes Legeme.
»Gode Smerter
nyttige Smerter« — siger Jordemoderen.
Nu nærmer den store Stund sig.
Nu kommer den!
Du ser en lille vaad Hovedskal
(Smerterne er frygtelige)
Kom nu! Kom nu!
En lille vaad Hovedskal
dvæler paa Livets Tærskel.
Kom nu! Kom nu!
Aa en lille Hovedskal!
Kom nu! — —
Se se! Pludselig!
Hele Hovedet,
Der er det jo!
Pludselig!
Med et eneste Greb!
Et lille Menneske, der skriger.
Løftet op i Lyset!
Et helt lille Menneske.
En Dreng.
En hel lille Mand, der skriger og spræller i Luften.
Hvor er det mulig!
Pludselig, pludselig!
Du græder og ler: Han er der!
Ja se se! Han er der!
En lille vrælende Dreng
grim og blaa,
blodig, som en vældig Kriger,
drivende af Blod fra den første store Kamp.
Vældige Syn!
Solen, der staar op over Havet i Syden
er ikke pludselig og pragtfuld som dette.
Menneskets Solopgang.
Hvad er saa dybt og gaadefuldt?
Hvad saa brutalt og virkeligt?
Mysteriet er dukket frem,
bundet med et Baand til det Skjulte.
Og Baandet klippes over med en Saks.
Intet Mirakel er vidunderligt som dette.
Intet Drama saa spændende.
Ingen Tragedie er farvet af alvorligere Blod.
Ingen Komedie ejer saa straalende grovt og urimeligt et Paafund.
Vældige Øjeblik!
Kanonernes Torden og Kirkeklokkernes Rungen,
som hilser en sejrende Konge,
fylder ikke Rummet med større Majestæt
end Travlheden omkring dette lille skrigende Barn.
Og paa Sengen ligger Moderen
med et Smil som af tusinde Sole
helt udstrakt med befriede Lemmer
og befriet Sjæl.
Lysende af hvid Kærlighed fra Hoved til Fod
med en Glans mildere end Mælkevejens Myriader af Lys.
Og hun siger:
Aa hvor han er sød!
skønt hun slet ikke ser ham.
Lykke risler igennem hende
og igennem dig selv.
Lyst levende Liv.
Alle Smerter er forbi.
Lyst levende Liv
risler som Foraarets Bække!
Vi lever allesammen hos hinanden!
Aa hvor han er sød!
Den lille blodige Kriger!
Det lille vrælende, majestætiske Barn!