Ariels Sang
(En Kaprice.)
(En Kaprice.)
I.
Jeg er Ariel, Luftens Aand,
skabt af Dybdernes inderste Gud,
sendt som et Bud
fra hans mægtige Haand
mere legende let end et Stjerneskud.
Paa min Læbe var Sang,
da jeg sprang,
da jeg svang
mig herud.
Og jeg sank og jeg steg
i en hvirvlende Leg,
og jeg inddrak kun Lys,
og min Føde var Luft,
og min Sjæl var et Gys
og en bølgende Duft.
Tror I, Himlen er stum?
Nej, det vældige Rum
er et straalende Hav af Musik,
hvor blandt dirrende Strenge jeg gik
Og der sitrede Sølv
til min vingede Hæl,
og der brusede Guld
som en Storm i min Sjæl.
Jeg var en. Jeg var mig.
Jeg var fælles med alt,
med det evige Jeg
og med Duggen, som faldt.
Jeg var Blomsternes Sødme og Bølgernes Salt.
Jeg var Maal. Jeg var Vej!
Jeg var intet og alt!
Jeg er Ariel! Se! Jeg er Lethedens Aand!
Jeg blev sendt for at lære jer flyvende Flugt,
for at afkaste Byrder og opløse Baand,
for at skænke jer Æterens liflige Frugt.
* * *
Naar jeg følte lidt Trang
til at holde en Rast,
til at hvile engang
paa et Sted, som var fast,
da bød Regnbuens Krans
mig til Ro efter Dans,
og jeg svang mig derned i et Kast.
Og jeg sad paa dens brogede Glans,
og jeg vipped urolig af Hast,
medens Fødderne dirred af Dans.
Til en Dag, hvor Regnbuen brast.
II.
Jeg kom for nær til denne tunge Jord.
Det tætte Stof vil altid binde Foden.
Nu gaar jeg, ak — hvor Menneskene bor.
Her falder Frugten altid nær ved Roden.
Der er for langt til Himlen her fra Kloden.
Men som jeg vandrer frem med rappe Skridt,
— naar jeg i Mængden føler mig lidt ene —
vil Foden løfte sig og flyve frit.
Paa Skuldren klør en stækket Vingesene.
Da snubler jeg og falder mellem Stene.
Ak, dette Liv paa Jorden synes haardt.
Her er for mange tunge Ting at lære.
Hej, Venner, kom! Kom hid og bær mig bort!
Jeg hørte ingensinde til de svære.
Kun for mig selv blev jeg lidt tung at bære.
Men vil I mig det vel, saa bær mig op
paa Højen, hvor de frie Vinde nynner.
Helst maa I bringe mig til Tindens Top,
der, der! hvor Himmeldybet først begynder
og Lyset er den eneste Forkynder.
Se Roser rødmer paa den høje Sne.
Azuren spejler sig i Iskrystaller.
Ah! Glimt af Paradisets Blomster. — Se!
Og Solens store Guldbasuner gjalder,
mens dybt fra Rummet fjerne Stjerner kalder.
Der kan jeg trække Vejret fuldt og frit
og glemme alle Verdens grimme Lader.
Ak, rene Lys! Dit Kys er friskt og blidt,
Fryd vælder over mig i Guldkaskader.
Nu er jeg nær igen ved dig, min Fader!
Jeg er Ariel. Luftens Aand,
skabt af Dybdernes inderste Gud,
sendt som et Bud
fra hans herlige Haand,
mere legende let end et Stjerneskud.
Og jeg inddrikker Lys,
og min Føde er Luft,
og min Sjæl er et Gys
og en bølgende Duft.
Og mit Hjerte er Dug
i en Bund af Viol,
og det blaaner af Blaat
og det straaler af Sol.
Jeg er Fuglenes Ven! Jeg er Lethedens Aand.
Jeg blev sendt for at lære jer flyvende Flugt,
for at afkaste Byrder og opløse Baand,
for at skænke jer Æterens liflige Frugt.