Helge Rode (1870–1932)

Da Vaaren naaed den store Park,

hvor Aaret afmaler sig Træk for Træk,

kom der Stænk af Sne paa den blege Mark.

Det var Gækkesne, det var Vintergæk;

for den kom paa det Bud, som jog Sneen væk.

Saa herlig, som Solen brød frem paa ny

med sit straalende Magtbud: Nu skal det ske!

var den unge Jord dog saa sky og bly,

at det første Vaartegn, som den lod se,

var de Blomster, der knap kan skelnes fra Sne.

(Eranthis kan ikke regnes med,

den buser paa som et Børnekuld,

der intet aner om Tid og Sted.

Dens Latter triller med Sommerguld,

før Sne er sunket som Vand i Muld).

Men Gækkenes skælmske Lighed med Sne

er en ængstelig Spørgen om hvad og hvem?

er en Sitren midt mellem græde og le,

er en bleg lille Længsel, som vover sig frem

fra et Øjelaag, der staar halvt paa Klem.

„Naar du smiler til mig, maa jeg smile til dig,

men husk, at jeg mente det kun som Skemt!

Er det Spøg for dig, er det Spøg for mig.

Det var bittert slemt, hvis jeg sad forglemt

med et Smil, som Skam og Spot havde skræmt.”

Jeg har ventet dig længe, du mægtige Vaar.

I min Søvn har jeg drømt, at dit Kys var sødt,

og din Haand gav Vinteren Banesaar.

— Naar dens Herredømme er brudt og dødt,

skal jeg blusse med gyldent og blaat og rødt.

„Naar du kysser mig, Sol, med dit hvide Lys,

skal jeg give dig Kysset saa ømt igen.

Jeg skal give dig alle mine Farvers Kys.

Naar Vintergækken er svunden hen,

skal jeg lyse imod dig, mer varmt end den.”

Og Krokus brød frem, Violet og Guld!

Smaa brogede Flammer slog op og stod

som Glædesblus paa den brune Muld

og lyste den lysende Sol imod

med Jordens fineste Blomsterblod.

For se! Dens Kalk er saa sart og skør

og dens Sind saa rent, at den vilde le,

hvis den hørte, at Lykken gør vild og ør

og brænder sig ud i Tomhed og Ve.

For dens Ild er lige saa kysk som Sne.

Tulipanen kom med et stærkere Sind.

Dens Farver er mættet med Ro og Mod.

Den vajer som Flag under Vaarens Vind,

den blander sin Flamme med Lysets Flod,

for den er frygtløs fra Top til Rod.

Men den unge Jord blev saa drømmefyldt,

mere varm og øm for hver Dag, der gik,

og dens Nat blev Sølv og dens Dag forgyldt

under Vaarens store og lyse Blik,

og den drak af dets Glans som en Gudedrik.

Og tændt blev Kastanjen med rødt og hvidt.

Ak, Kirkernes Kerte er ikke saa from!

og Hjemmenes Lys er ikke saa blidt!

for den nærer sin Ild ved en Overflom

fra Livets inderste Helligdom.

Og Syrenen, svøbt i sin egen Duft, —

dens blegblaa Klaser bar samme Bud,

at den fineste Bølge i Foraarets Luft

er et Aandedrag af den ukendte Gud,

som anes ved Blomsternes Gennembrud.

Og slyngede ind i den sølvblaa Kvæld

hang Guldregnsguirlander, den lyse Regn,

der et Nu har standset sit Rislevæld

for at staa som et stille og gyldent Tegn

fra et evigt Rige, en salig Egn.

Staa stille, stille du rislende Strøm!

Opløft dig Tid, over Dag og Aar!

Dit Blik er bristende fuldt af Drøm;

— for det, som er evigt i vore Kaar

er den flygtige Stund, som er hellig Vaar.

Den flygtige Stund, før Sommerens Glød,

da Anelsen hvisker et hemmeligt Ord,

saa vi skimter trods Skiften og Sot og Død,

at alt, hvad der gror og bygger og bor,

har dybere Rod end i denne Jord.