I vest staar Himlen rosenrød
bag Buelampers hvide Glød.
Høstluftens Slør, en blaalig Sky
er svøbt omkring vor By.
Der vrimler den — den mørke Hob
til Lyst og Kamp og Kiv.
Det er de blege Mennesker,
der lever deres Liv.
Men Solgangsbrand i Ruderne,
med rød og gylden Glød,
og magisk Glans til Gadens Smuds
gør al vor Smerte sød.
Jeg drømte, at Alverden brast —
et Suk af salig Gru.
Nirvanas evig klare Fred,
den leved dog endnu.
Men end staar Himlen rosenrød
bag Buelampers klare Glød.
I Taageslør, i Solgangsglød
jeg gaar endnu ej død.