Dagen havde vist Lys og Sang.
Intet saa de. Det var forbi.
Ræk mig Haanden for sidste Gang!
Sagte lukkedes Porten i.
Ene gik han i Vrimlen nu,
tusind Mennesker gled forbi.
Ene er baade jeg og Du!
ene er de vel alle de.
Dette saa han, da hun gik bort:
Mændene slæbte sig kedsomt frem.
Panderne furet af Ondt og Haardt,
Trætte de gik til de triste Hjem.
Alle de unge Menneskers Blik
røbede Elskovens bitre Kval.
Hjerterne vred sig, som der de gik,
Ensom, Haabløs og Syg og Gal.
Børnene slentrede hjem igen,
trætte af Leg uden Frugt og Frø.
Alle de bøjede gamle Mænd,
blev med ét saa angst for at dø.