Henrik Ibsen
(Det kgl. Teater 1928).
(Det kgl. Teater 1928).
I
Det var hans Kald at spørge, ej at svare.
Svar fødte Spørgsmaal i den samme Stund.
Han sagde engang: Det var skønt at fare,
selv om min Skude sejlede paa Grund.
Det var et Ord med Lokkeklang og Snare,
en Tro, en Tvivl, et Svar med dobbelt Bund.
For hvem i Verden finder Farten dejlig,
naar Skuden tørner mod og gaar paa Grund.
Begejstring synes ganske ubelejlig,
naar der er slaaet Hul i Skrogets Bund.
Gaar Vandet ind — kan ingen tage Fejl i,
at Glæden da gaar ud i samme Stund.
II
En sælsom Flok staar samlet om hans Trone,
og alle er de Børn af Kongens Sind,
Skibbrudne, som har skænket ham hans Krone
og som har fulgt ham op til Ærens Tind.
Ak, vi maa mindes længst henrundne Dage,
da Verdens Vej laa aaben uden Svig,
da lød der fra et ensomt Skjul en Klage,
en saaret Storfugl skreg sit Natteskrig.
Det var en Tid med Flaget højt paa Masten,
med Sol og Sang fra lyse Stemmers Kor;
men Varselraabet lød: Et Lig i Lasten —
Vi har vor egen Undergang ombord.
De glade Folk paa Dækket og paa Broen
tilsmilede en Kyst, som var en Sky;
men dybt i Tvivlens Afgrund glimter Troen,
i Nattens Raab var der et Haab om Gry.
I Kamp og Fald at fejle og at sone,
er Livets Lod for alle Jordens Børn.
Skibbrudne Mænd, staar samlet om hans Trone,
Stormslagne Fugle om en Kongeørn.
III
Ved hans ene Side staar
høj og streng en vejrbidt Mand,
ren af Hjerte, viljehaard.
Det er Herrens Tjener Brand.
Frem mod Maalet, styrket, avet
af Gud Herrens høje Ro,
gik han ad den smalle Bro.
Frisk som Stormen, salt som Havet,
fast som Klippen er hans Tro.
Paa den anden Side staar
mindre stærk og mindre from,
en, som naar det gælder, gaar
helst ad Vejen udenom.
„Af sin Feighed overmandet”
fik han denne Dom forkyndt,
„at han er en prægløs Mynt,
farlig, vigende som Vandet,
løs som Sandet er Per Gynt!”
Dog den Dom er lovlig haard,
Per har Mod og Kraft for to,
men hans Vilje har et Skaar,
mangler Tugt og mangler Tro.
Brand og Per har begge Fæller,
Per har flest vil man forstaa,
Præsten har kun ganske faa,
færre dog af dem, som tæller.
Nær ved Per, ser vi en Flok,
fine Folk med Sjælelaser,
Hist en Svindler, her et Pjok,
Pjok, som i sig selv har nok,
(nok af Løgn og nok af Fraser)
Hjalmar Ekdal dovner, daser
selvindsyltet Livet hen.
Det er Per, som smører Haser,
Vejen udenom igen.
Paa Fantastens Sofapude,
stoppet tæt og blødt med Løgn,
gør han Hviledag af Søgn
i sin lækfri Brakvandsskude.
— Saa er Gyntens Saga ude!
Men der kom Forlig istand
mellem disse tvende Slægter.
Huset Gynt og Huset Brand
aandelig hinanden ægter.
Præstens Ætling Gregers Verle,
søger Idealets Læ,
slynget som en Snyltesnerle,
om de Gynters Stammetræ.
Store Slægters sene Skud
Hjalmar Ekdal — Verles Gud!
Gynt er Gud, og Brand paa Knæ!
Dog en sidste Ætling kom,
der om begge Slægter taler
og forkynder deres Dom
Brendel bærer begges Kvaler.
Han vil laane Idealer.
Han vil ogsaa laane Mønt
Det er Brand, som blev til Gynt.
(Kære, døm nu ej for haardt
om en svunden Tid og Slægt.
Hvis man vejed os og vort
paa den samme strenge Vægt,
kom vi hver og en til kort).
IV
Første Stemme:
Ikke Dommer
og ikke Tugter,
Sol og Sommer
og friske Frugter!
Anden:
Vi er et Løsen,
og han har stillet os
op over Døsen,
manet og villet os.
Tredje:
Vi er Sangene,
han har sunget os;
over Vangene
har vi svunget os.
Fjerde:
Vi er Værket
som han har øvet,
præget, mærket,
som Guldet prøvet!
Femte:
Vi er Drømmene,
vemodsvøbte —
Taarestrømmene,
smertekøbte.
Sjette:
Vi er Kvinderne,
Han har kaaret os;
op mod Tinderne
har han baaret os.
Mester, Mester,
som gav os Slottet.
Aases Stemme:
Per, hvor er Slottet?
„Fanden har forført dig
med Kæppen i Kottet.”
Mandsstemme:
Gamle Mor Aase var slet ikke blottet
for sund Forstand.
Tak for Hjælp til en ængstet Mand.
V
Se, Hilde kom jo med sin korte Kjole
og med sit Straalesind, sit Tindemod.
Husk, Søstre, I er selv af Mesters Skole
og skal forsvare ham med Sjæl og Blod
og stævnes ind for Livets Dommerstole,
ifald I svigtede — til bitter Bod.
Det var hans Sind at stride og at hige.
han vilde gøre Manden hel og stor,
han drømte Drømmen om det tredje Rige,
en nyskabt Slægt paa en forvandlet Jord.
Han vilde frem til det vidunderlige,
skønt Død og Undergang var med ombord.
Ak, Brand, som vilde være Herrens Lige,
nedstyrtet til den dybe Afgrunds Bund!
Bygmester Solness paa sin Himmelstige
svimlende, knustes i sin Storheds Stund —
De vilde alle det vidunderlige.
Og alle Skuder sejlede paa Grund.
Skibbrud maa lides, ved det dybe Skille
imellem hvad vi kan og skal og vil.
Men midt i Mørket ser vi Straaler spille,
naar Rejsen mod det fjerne stunder til,
og Øret lytter til det store Stille
og fanger Luftens sære Harpespil.
Skibbrudne Mænd! Gaar Farten mod det fjerne,
kan Skuden endnu føre Jer i Havn.
Tilbunds gik Avnerne. Men Kornets Kerne
tog Deus Caritatis i sin Favn,
og Straalen naar os fra Guds store Stjerne,
En kaldte den med Solveigs søde Navn.
Og den, som steg til Bjergets Tind alene,
skal blive udløst fra sin Smertes Pæl.
Naar Sol staar op bag evigt hvide Stene,
genmøder Oldingen sin Ungdoms Sjæl,
saa Pax vobiscum Mester og Irene.
Forløst fra Livet under Dødens Hæl.
Sang af Kvinderne.
Vi er Kvinderne,
han har kaaret os,
op mod Tinderne
har han baaret os.
Vi er Sangene,
Vi er Drømmene,
Vi er Takken,
som kommer strømmende.