Modersmaalet i det gamle Teater
(Det kgl. Teaters Jubilæum).
(Det kgl. Teaters Jubilæum).
I
Første Genie.
Ak, jeg drømte sødt om Eng og Skove
hørte Folkets Tale og dets Sang,
og jeg vaagner i en mørk Alkove,
som en Dødningkiste haard og trang.
Sig, hvad skal vi dog i dette øde
mørke Hus med Spindelvæv og Støv!
Tie, sove, kede os tildøde,
længes efter Lyd og Liv og Løv.
Modersmaal har sagt: Til Grønnegade
skal I gaa. Der skal mit Tempel staa.
Hun har glemt os paa sit høje Stade,
og den grønne Gade er kun graa.
Søster, sover du?
Anden Genie.
Jeg tog en Skraber
(Til tredje Genie).
Søster, sover du?
Tredje Genie.
Saa tungt som Bly
(Til fjerde Genie).
Sover du?
Fjerde Genie.
Ak nej, du ser, jeg gaber.
Her er kedeligt i denne By.
Første Genie.
Der var skønt i Marker og i Skove.
Folket talte ikke Tysk og Fransk.
Lad os heller lægge os og sove.
Sove kan vi allenfals paa Dansk.
II
Første Genie.
Søstre. Vi tog fejl. Nu kan jeg vejre,
hvorfor vi blev sendt til dette Hus.
Modersmaal vil komme hid og sejre,
Jeg kan høre hendes Vingers Brus.
Anden Genie.
Eja! Vore Trængsler skal belønnes
op til Virke nu. Vær alle med!
Grønnegades mørke Hus skal grønnes,
Sproget blomstre frem paa dette Sted.
Første Genie.
Eja lad os synge. Thi jeg vædder.
Dette Hus skal blive Slægters Hjem.
Liv skal vokse frem paa Danmarks Brædder.
Smil og Graad skal frugtbargøre dem.
Modersmaalet.
(Strør Blomster).
Tyst og rent som Aaen rinder
spejler Himmel, Sky og Jord,
bærer Sproget vore Minder,
hvad der var og hvad der gror.
Uden Brovten, blomsterbroget
som en Eng i Sommerflor
glimter, lyser, dufter Sproget
af vor egen jevne Jord.
Skabt af Luft som Pust i Linden
glad til Dans, som Pigens Fod.
Lystigt, drilsk og hvast som Vinden
naar den gaar os strengt imod.
Blødt som Kærtegn, haardt som Harme
følger Ordet Livets Spor.
Varmet ved vort Hjertes Varme
gror dets Rigdom, naar vi gror.
Kor.
Modersmaal har aabne Arme
favner Himmel, Hav og Jord.