I Beværtningens Have stod de gamle Lindetrær.
Efter Menneskenes Ønske var de samlede der.
De var kommen ind fra Skoven for at være os nær.
Som en Hest, der strækker Mulen over Afstængets Led,
kom Træets Grene til os med deres Frodighed
og aanded som vi andre og sitrede derved.
Jeg syntes aldrig Skoven var saa fortroligt nær
og Rummet ej saa opfyldt og lunt af Liv som her,
hvor alle Ting laa badede i Glødelampens Skær.
Den hvide Glød, der lyser kun, hvor Mennesker har traadt.
Den gjorde Himmelrummet mere rigt og mere blaat.
og gjorde baade Mand og Træ paa engang ondt og godt.