Den Pige Skræd’ren elsked,
hun var saa lys og smuk,
at selv den unge Greve
udstødte dybe Suk.
Saasnart han saa det Øjenpar,
det var, som han i Himlen var,
saa smuk var denne Pige.
Ak ja! Ak ja! det Øjenpar,
som om ved Himlens Port han var
og maatte ej indstige.
Der er stundom mere Spas ved at leve
for Skræddersvend end for Prins og Greve.
Det kan forsandt man sige.
Men se, en lille Titel,
den er dog fin og smuk.
Og Pigehjerter lytter
til unge Grevers Suk.
Og lo hun først, saa lo han sidst,
og Enden blev en Smule trist.
Den stakkels lille Pige!
Ak ja! Ak ja! en Smule trist,
det burde hun paa Forhaand vist.
Hold Dig til Dine Lige.
Man kan ikke vente bestandig at leve
sammen med saadan en fornem Herr Greve.
Det kan sig selv man sige.
Saa ægted hun sin Skrædder,
bar intet Myrteskrud.
Der var jo lidt i Vejen
med denne unge Brud.
Men da en Dreng hun havde fød,
da var hun med det samme død,
den lykkelige Pige.
Ak ja! Ak ja — da var hun død.
Smaagreven græd paa Skræd’rens Skød,
Og Skræd’ren græd tillige.
Det er ikke altid saa morsomt at leve
hverken for Skrædder eller for Greve.
Ak nej, det maa man sige.